Nedtælling til OL i Beijing - demokrati ad bagdøren?

Kronik i Jyllands-Posten

AF Mette Holm

Så gik de kinesiske magthavere i gang med dét, de er bedst til: den store nøje instruerede iscenesættelse, nedtællingen til De olympiske Lege i Beijing 8. august, 2008, kl. 20:08. eller: 8.8.08, 8:08. Otte er det mest lykkebringende tal i kinesisk overtro og pengefilosofi; det betyder rig.

Beijings magthavere blev i 1993 forbistrede over, at værtskabet for De olympiske Lege allerede i 2000 gik deres næse forbi. Otte år senere lykkedes det – med alle de krumspring, som vi allerede har hørt om, så jeg nævner dem kun kort: børnehaverne og ældrecentrene fik ikke varm mad i de dage, Den internationale Olympiske Komité, IOC, var i byen for at se om Beijing var værdig, kun halvdelen af bilerne måtte køre – lige registreringsnumre på lige datoer, ulige numre på ulige datoer. Og lastbilerne måtte slet ikke køre. Og det eneste sted i verden, der har fået en af de prægtige terracottakrigere fra kejserudgravningerne i Xian til evig arv og eje er – gæt selv? Rigtigt, IOC, som har én i sit hovedkvarter i Schweiz.

I Beijing er forureningen så tæt, at det sundhedsfarligt at løbe et 100-meter løb – for slet ikke at tale om maraton. Men da der var udstrakt køreforbud i tre dage med 28 pct. mindre trafik i anledningen af det store Afrika-topmøde i Beijing i november i fjor, sås den renere luft tydeligt på NASAs overvågningssatellitter. Så luften kommer til at ligge lige på den rigtige side af det tilladte 8. august næste år.

Så er der medierne; de – for de kinesiske magthavere - evigt irriterende medier. Udenlandske medier kræver råderum og frihed til at gøre deres arbejde, nemlig rapportere om hvad der foregår. Magthaverne synes kun, det er relevant at fortælle om f.eks. den fornemme ceremoni i anledningen af nedtællingens begyndelse, den storslåede åbning, Beijings til lejligheden stærkt forbedrede infrastruktur – og så selvfølgelig sportsbegivenhederne.

Men mange udenlandske medier ønsker forud for Legene at fortælle om landet de finder sted i og om indbyggerne. Det er en vældig udfordring for de kinesiske mediecensorer, at udenlandske journalister skal have frit lejde. De kinesiske får det ikke; de er nemmere at kontrollere – især gennem selvcensur, krydret med bank, fyring eller fængsling af formastelige journalister, der har overtrådt den usynlige streg. Det evige spørgsmål for kritiske kinesiske journalister er, hvad er en historie værd? Er den værd at få læsterlige, invaliderende bank for? Miste jobbet? Miste friheden? Så skal det da være en meget god historie.

Men udenrigskorrespondenterne i Beijing har faktisk fået friere arbejdsvilkår; frem til OL’s slutning til næste år må de frit rejse og udføre deres arbejde uden for de områder, hvor de ifølge det kinesiske registreringssystem hører til, typisk Beijing, Shanghai eller Guangzhou.

Kinas Udenrigskorrespondentklubs formand, Melinda Liu, som arbejdede i Beijing, allerede da jeg boede der i 1981, siger på standens vegne da også, at det er et stort fremskridt. I samme åndedræt beklager hun dog, at de mennesker, de nu fritrejsende korrespondenter taler med på deres reportageture, bliver udspurgt, chikaneret, forfulgt og nogle ligefrem anholdt, fordi de har talt med journalister fra udlandet. 57 sager er det blevet til i årets første seks måneder. Så er det jo let nok, at give grønt lys for reportagerne – for samvittighedsfulde korrespondenter stiller ikke spørgsmål, som kan bringe deres interviewpersoner i fare, og de generelt forsigtige og snarrådige kinesere vil naturligvis tilstræbe ikke at sige noget til de i kinesisk sammenhæng uerfarne udenlandske reportere, der kan bringe dem i fedtefadet.

Over en million beijing-boer er blevet tvangsflyttet for at gøre plads for Den olympiske By, de elegante nye sportsarenaer, ringveje, udvidelse af undergrundsbanen mm. Andre millioner uønskede eksistenser, f.eks. migrantarbejdere, mistænkte demokrater eller religiøse, der kunne tænkes at udnytte opmærksomheden til at slå et slag for deres sag, bliver udvist af byen, mens Legene står på. Sådan er det i et autoritært styre; magthaverne kan uden videre kommandere rundt med folk.

Tidens store spørgsmål i forhold til OL i Beijing er, om værtskabet vil bidrage til demokratisering i Kina. Svaret er nej! Kina er for stort. Legene er stort set koncentreret i hovedstaden. Den ud over en hver tvivl storslåede begivenhed bliver brugt på indenrigsfronten til at vise, hvor meget omverdenen ser op til Kina, hvor vigtig Kina er i international sammenhæng – og så fremdeles.

Mange henviser til Sydkorea, der efter værtskabet for OL i 1988 oplevede demokratisering. Forud for legene blev alle tænkelige ballademagere, subsistensløse, potentielle demonstranter m.fl. brutalt bortvist fra byen, så de ikke kunne kaste smuds på det glansbillede, som værterne ønskede at vise. At OL udløste den efterfølgende demokratisering er ikke specielt sandsynligt. En tilsvarende udvikling fra ekstremt autoritært styre til demokrati fandt sted samtidig i Klodens eneste fuldt demokratiske kinesiske samfund, nemlig Taiwan.

Der kalkuleres med, at mellem 20.000 og 30.000 journalister fra udlandet kommer til Beijing næste år for at dække OL. Det kan synes vanskeligt at holde dem alle under opsyn. Men hvis magthaverne beslutter det, kan det også lade sig gøre.

De viste, hvad de er i stand til, da Beijing var vært for FN’s Kvindekonference i 1995.

Først var det tilknyttede græsrodsforum blevet tildelt det relativt centralt beliggende Arbejdernes Stadion, men da daværende ministerpræsident, Li Peng, noget tid forinden havde været i København til Socialt Topmøde blev han så forskrækket over, hvordan græsrødder fra udlandet såvel som fra Danmark havde adgang til at demonstrere, så alle de delegerede kunne se og høre dem, blev Kvindekonferencens græsrodsforum flyttet snesevis af kilometer uden for byen til en svært tilgængelig flække, Huairou. På den måde blev den officielle konference og græsrødderne holdt skarpt adskilt. Og dagsrejsen mellem de to punkter gjorde det vanskeligt for journalister at dække begge dele.

OK, enhver regering kan måske finde på den slags. Dér, hvor kineserne har deres store forspring, er f.eks. at sørge for, at udenlandske journalister kun må køre med nøje clearede og udpegede taxichauffører. Det står ingen steder; det er noget, som hotelpersonale, taxichaufførerne, naturligvis, konferencepersonale og andre relevante ved – og har at rette sig efter. På den måde er det let at kontrollere journalisternes gøren og laden og sikre sig, at de ikke kommer steder hen, hvor magthaverne ikke vil have dem.

Alle beboerne omkring de hoteller, de udenlandske journalister boede på under Kvindekonferencen, havde forbud mod at tale med udlændinge, mens konferencen stod på. Så kan man tale nok så meget kinesisk eller ikke. Hvis folk bare smiler venligt og klapper i, bliver der ikke meget lokalkolorit at berette om. Til OL har beijing-boerne fået besked på, at de ikke må spytte på gaden, så længe Legene står på, og der er udenlandske gæster i byen. Sådan var det også til Kvindekonferencen – ikke én spyttende kineser i gadebilledet i Beijing, som ellers martres af en næste uafbrudt spytten og harken.

Kineserne bliver allerede til overflod fyldt med propaganda om, at tildelingen af OL har at gøre med, at Kina er et højtudviklet og fortræffeligt land. De bliver stopfodret med en masse grim – og overordentlig dyr – merchandise. Og så får de at vide, at de skal holde bøtte og opføre sig ordentligt; kun vise sig fra deres bedste side, så udlændingene, langnæser eller barbarer kaldet, kan se hvor civiliseret Kina er.

Menneskerettigheder er ikke på dagsordnen. IOC er jo heller ikke ligefrem kendt for at bringe dem op. IOC’s formand, Jacques Rogge, siger, at OL måske kan være katalysator, men ikke nogen kur. Han vil i hvert fald ikke så meget som at nævne demokrati eller menneskerettigheder.

Den bedste gave, man kunne give kineserne – og her mener jeg samfundet, magthaverne, hele Kina – er øget pressefrihed; til kineserne selv, også efter OL, så al korruptionen, der koster samfundet hundredvis af milliarder af kr., nepotismen, der får folk til at dække over forbrydelser og fordærv, de uhyrlige arbejdsvilkår, tævene i fængsel, forgiftede vandveje, sociale uretfærdigheder, overgreb – alle Kinas afgrundsdybe problemer, kunne blive afdækket og med tiden afhjulpet. Se dét ville være en mission.

Kronik i J-P 29. august 2007

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal