Hvad rager Mongoliet os?

Kronik i Politiken 8. juli 2005

Mongoliet er et kuriosum. En tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og måske er landet bare på vej til at blive en filial af Kina? For nylig blev Mongoliets nye præsident taget i ed. Der er nok at tage fat på Men der er håb, skriver to journalister med speciale i Asien.

AF Lise Penter Madsen & Mette Holm

Et hjerteligt og stolt folk, ét med naturen, hestefolk. Mongolerne er rundet af deres storslåede natur – og deres historie, naturligvis. De bløde græsklædte stepper strækker sig endeløst og endeløst smukt. Himlen synes tættere på jorden i dette storslåede land.Mongoliet er tre gange så stort som Frankrig – befolkningen blot det halve af Danmarks. 

Men selvom landet er stort, er det klemt inde mange tusinde kilometer fra hav og omgivet af de to store naboer, Kina mod syd, øst og vest og Rusland mod nord. Fra 1200 til 1600-tallet herskede Mongoliets største khaner, Djengis og Kublai, fra Det kaspiske Hav i vest til Korea i øst, men gennem de seneste 350 år har mongolerne været under den ene eller den anden nabostats autoritære formynderskab. De værner nidkært om mindet om Djengis Khan, der grundlagde Mongoliet og derfor nu om dage er en vigtig del af den nationale identitet.

Fra 1644 til 1911 var mongolerne underlagt Kinas Qing-dynasti, dvs. manchuerne, og fra 1921 til 1990 sad Sovjetunionen på magten. Man måtte end ikke nævne Djengis Khan. Mongoliet blev verdens anden kommunistiske stat, og var trods sin formelle suverænitet den 16. sovjetrepublik. En fredelig revolution i 50 minusgrader væltede sovjetmagten – den store statue af Josef Stalin foran Statsbiblioteket røg også. Den af Vladimir Lenin står der stadig.

Før revolutionen var der op til 350.000 sovjetiske tropper i Mongoliet, der tjente som stødpude mellem Sovjetunionen og Kina. Sovjetunionen forsynede Mongoliet med alt fra olie til sukker; Mongoliet afstod reelt sin suverænitet på alt andet end papiret. I 1992 vendte de sidste rester af sovjetiske soldater hjem til deres eget opløste land, som nu var blevet til 15 rådvilde nationer. Mongolerne har i snart 15 år været deres egne herrer. Landet er dog stadig dybt afhængigt af Kinas og Ruslands velvilje og handel. Mongoliets forsvar er beskedent, og begge de vældige naboer har et godt øje til landets ressourcer og strategiske beliggenhed.

Selvom en tredjedel af Mongoliets BNP nu består af udviklingsbistand, er landet stadig dybt afhængigt af Kinas og Ruslands velvilje og handel. Begge lande kræver f.eks. betydelige summer for at give Mongoliet adgang til deres havne. Afstanden til mulige importører er enorm, og selvom Mongoliet så rigeligt kunne eksportere f.eks. lamme- og fårekød til Mellemøsten, bliver det meget kostbart med fly, eller langsomt, besværligt og næsten lige så kostbart med tog.

Riget fattes penge og dermed magt. Mongoliet betragtes nærmest som et kuriosum, selvom det på eksemplarisk vis forsøger at gøre alt det, som de vestlige demokratier, FN og diverse private bistandsorganisationer stiller krav om for at regne landet som en medspiller. Mongoliet har regulært demokrati, der privatiseres på livet løs. Mongoliet har sågar soldater i Irak.

I flere tidligere sovjetstater har der været voldsomme folkelige oprør mod regeringer, der ikke har givet borgerne tilstrækkelig medindflydelse og velstand. Vist er der også i Mongoliet voldsom korruption og også dårlig og uerfaren forvaltning, men der er større stabilitet og – i sammenligning – ingen statslig undertrykkelse. Risikoen ved at investere i Mongoliet er langt mindre end i samtlige øvrige lande i regionen. Landet er rigt på mineraler og har tiltrukket nogen udenlandsk kapital, men generelt har kun få udenlandske firmaer - bortset fra russiske og især kinesiske forretningsfolk - vist interesse, siden Mongoliet i begyndelsen af 1990erne indledte markedsøkonomiske reformer og privatiseringer.

Kinesere myldrer op over grænsen fra deres overbefolkede land og slår sig ned for en stund i Mongoliet for at gøre hurtige forretninger i form af elendige hoteller, supermarkeder og den slags; ikke langsigtede investeringer i f.eks. infrastruktur, der kunne bidrage til udviklingen i Mongoliet.

Kineserne har også mere eller mindre sat sig på en af Mongoliets største forretningsmuligheder. Mongoliet er verdens næststørste producent af kashmiruld; produktionen udgør ca. 15 pct. af BNP. Potentialet er langt større, men mongolerne har hverken kapital eller den nødvendige viden til selv at udvikle rentable forarbejdningsprocesser. Derfor bliver det meste af råmaterialet solgt til kineserne, og af de få tekstilfabrikker, som mongolerne selv har ejet og drevet, er mange blevet kinesisk eje. I det hele taget har driftige kinesiske købmænd godt fat i Mongoliet. En del mongoler frygter, at Mongoliet er på vej til at blive en filial af Kina. ’Snart skal vores hovedstad Ulaan Baatar vel omdøbes til Ulaan Beijing’, lyder de sarkastiske kommentarer. 

70 år under sovjetisk formynderskab lærte ikke mongolerne at begå sig i den industrialiserede verden. Sovjetmagten anlagde byerne, byggede husene og kraftværkerne, leverede olien. Dét liv, mongolerne er bedst til, er dét på stepperne – de er kvægnomader, slår det runde filttelt, ger’en, op i sommerlejr og vinterlejr; lever tæt med og af deres kvæg, får, geder, måske kameler og yakokser – og aldrig uden deres elskede heste. En eller flere familier drager omkring, hvor græsset gror, eller hvor en bjergside skærmer for isvinden fra Sibirien eller Gobi. Sådan er det. Kun isvintre – zud – og måske golde somrekan ødelægge tilværelsen, som det skete tre på hinanden følgende vintre i slutningen af 1990erne. Millioner af husdyr døde.

Da tog vandringen fra land til by for alvor fat. Nomader i titusindvis måtte give op og flyttede til byer, hvor de kun dårligt kan overleve i teltslummen i byernes udkant. I dag lever op imod en million mongoler – over en tredjedel af befolkningen – under fattigdomsgrænsen.

I sovjettiden var der mad til alle og fuld beskæftigelse. Det var forbudt at være arbejdsløs! Alle lærte at læse og skrive – mindst ét sprog. Dog måtte de ikke skrive med deres eget alfabet. Kyrilliske bogstaver var det eneste lovlige. Siden revolutionen er det mongolske skriftsprog atter tilladt, og en mongolsk udgave af 30 H.C. Andersen-eventyr er på trapperne – for første gang på mongolernes eget skriftsprog.

Endnu er det de færreste, der mestrer det smukt svungne og kunstfærdige oprindelige alfabet, der skrives lodret – oppefra og ned og fra venstre mod højre. Og det kommer næppe i første række i den store uddannelsesreform, der er undervejs. Reformen styrker håndværksuddannelser og andre praktiske fag. Hele kulturen og samfundet var under sovjetsystemet under stærk påvirkning fra Moskva - også undervisningen, som var meget akademisk tilrettelagt, og det boglige uddannelsesniveau var højt. Men eftersom al praktisk ekspertise kom med toget fra Sovjetunionen, var – og er – der, når man ser bort fra livet på stepperne, meget ringe praktiske kundskaber.

”Selv dygtige studerende manglede praktiske evner. De kunne ikke skrive noget så almindeligt som et forretningsbrev,” fortæller departementschef i Mongoliets undervisningsministerium, Mishigjav Buurunkhii.

Der er nu iværksat en fornyelse af det faglige indhold og af lærebøger i både skoler og på flere uddannelser, så de studerende får en mere praktisk tilgang til stoffet. Især de ikke-akademiske uddannelser er blevet moderniseret, hvilket ved semesterstart i efteråret tiltrak et større antal nye studerende end tidligere år.

”Det er udmærket med en masse dygtige advokater, men samfundet har også brug for sygeplejersker og bygningskonstruktører,” siger Buurunkhii.

Mongolerne knokler for i ekspresfart at tilpasse sig de nye vilkår. Første- eller andengenerations byboer klarer sig gerne udmærket med mange hele, halve og kvarte jobs og andre småtjanser. De nye tilflyttere, der mestrer livet på stepperne, har vanskeligt ved at få noget at lave. Dertil kommer den – for alle – vanskelige proces med at omstille sig fra et liv under totalt sovjetisk formynderskab til det nye samfunds krav om initiativ. At kunne slagte, malke, ride, før man kan gå, og drive kvæg er ikke en kvalifikation i demokrati og markedsøkonomi.

Resultatet er en voksende polarisering i samfundet – mellem de handlekraftige og de, der ikke formår at begå sig i de nye tider, mellem rige og fattige. Arbejdsløsheden er eksploderet og bliver druknet i billig vodka. Stadig flere børn flytter på gaden i storbyer på flugt fra voldelige hjem; de lever af kriminalitet og sover i stinkende mandehuller i de monstrøse sovjetiske fjernvarmeanlægs rørsystemer – det luner, når temperaturen oppe på Lenin Boulevard er minus 50 grader.

Fra officiel side synes det primære at være at skabe økonomisk vækst og markedsmæssig udvikling, hvilket naturligvis kan og formentlig også vil kunne afhjælpe nogle af landets betydelige sociale problemer. Men som digteren, journalisten og samfundsrevseren, Hulan, siger: ”Med den megen vægt på den markedsøkonomiske udvikling, bliver talen om demokrati hul. Vi bruger demokratiske ord, men vi lever i et koldt demokrati, hvor mennesker faktisk bliver undertrykt i og med, at de ikke kan overleve ved egen kraft.” 

Hulan forsøger ikke at vaske hænder. Som netop fremtrædende intellektuel og samfundsrevser mener hun at kunne tillade sig også at revse sin egen stand.

Det er oplagt, at det er blevet sværere for intellektuelle at komme igennem med deres budskaber. Folk har ikke råd til at købe bøger, og de læser mindre. Men det nytter heller ikke, at intellektuelle bare sidder med hænderne i skødet og undskylder sig. Som intellektuelle skal vi give bud på en ny identitet og nye udtryksformer, der passer til globaliseringsprocessen. På to måder: Vi skal være med til at forme en naturlig og smidig proces indefra og vi skal forholde os til påvirkningerne udefra.”

Politikere såvel som befolkningen skal erfare, hvordan man får et samfund til at fungere; hvordan man skaber fremdrift og vækst. Der er forbilledlige parlamentsvalg, hvor gamle, der ikke længere kan sidde på en hest, bliver hentet til stemmeurnerne på lastbiler. Men hidtil har det været meget vanskeligt at omsætte valgresultater til effektiv forvaltning. Den åbenbare vilje til forandring og udvikling hos både politikere og befolkning afspejles ikke i det videre forløb. Forhandlingens kunst – at få meninger til at mødes og brydes til fælles bedste - er ikke en tradition. De mongolske politikere er endnu ikke i stand til at forvalte deres mandater.

Men i sammenligning med andre lande i den svære overgang fra autoritære styrer til demokrati er Mongoliet blandt dem, der klarer sig bedst – dvs. uden vold og voldsomme modsætninger. Mongoliet har brug for råd, vejledning og støtte til at komme videre på den vanskelige færd.

Medlemmerne af Folketinget beslutter den danske udviklingsbistand, men selve Folketinget er sædvanligvis ikke bistandsyder. Én blandt meget få undtagelser var bistanden til Mongoliets parlament, hhv. Den store og Den lille Hural i begyndelsen af 1990erne. Det var med Folketingets aktive bistand, at Mongoliets nye valglov blev formuleret efter præsentation af en række forskellige valgmodeller.

Danmark har også støttet i opløsningen af Mongoliets store ineffektive energikrævende landbrugskollektiver med ædelt kvæg efter østtysk model; bestandene blev delt op og blandet med mere robust kvæg, og der blev skabt små, effektive ”stalde,” der var nemme at opføre, og som f.eks. var isoleret med gedemøg. Det var bygninger så små, at kvægets egen kropsvarme kunne holde en passende temperatur, og så billige, at man kunne opføre dem på stedet ved vinterlejren og flytte videre næste sommer uden det store tab.

Danmark bistod også med et presseuddannelsescenter og trykkeri. I 71 år var det kun regeringspartiet, dvs. Kommunistpartiet, der sad på medierne og trykpressen. Pressecentret eksisterer stadig og der arbejdes fortsat for at sikre, at alle kan komme til orde – men altså ikke længere med dansk hjælp.

Der findes stadig få projekter på privat initiativ, der også får beskeden støtte fra Danida til arbejde i Mongoliet. Danmission har støttet børn i vanskelige vilkår. Dansk-Mongolsk Selskab har gennem flere år med privat indsamlede midler, suppleret med støtte fra Danida, bl.a. skabt en socialarbejderuddannelse i Mongoliet; selskabet støtter også børnehjem og udvikling af skoler i fjerntliggende egne.

Okay! Hvad rager Mongoliet og mongolerne os i Danmark? Vi afbrød den statslige bistand på et meget følsomt tidspunkt med den bizarre begrundelse, at Mongoliet var så dygtigt, at det ikke længere behøvede hjælp. Dygtigt? Ja, afgjort. Men fattigt. I 2004 var Mongoliets BNP pr indbygger 1900 dollars. I Danmark var det til sammenligning 32.200 dollars.

Vi har faktisk meget til fælles med Mongoliet. Vi er et lille folk. Vi har kvæget til fælles - mongolerne er vildt imponerede, når de hører, at hver eneste ko i Danmark er registreret med et nummer i øret. Og selvom det er noget siden, har store grupper af danskere også nærmest nomadisk levet af fiskeriet – og dermed været dybt afhængige af naturen.

Danmarks beskedne hjælp til Mongoliet havde stor gennemslagskraft. 

Og nok allervigtigst: af alle de lande vi i Danmark ønsker at lede ind på demokratiets vej, har Mongoliet været langt det mest lydhøre og – trods alt – effektive.

Og så kan små lande som Danmark bidrage stort til Mongoliet ved at vise interesse, så landet ikke kun overlades til sin egen skæbne i klemme mellem Kina og Rusland. Mongoliet melder sig ind i alle tænkelige internationale fora – netop i håb om at det kan udgøre et værn mod de overvældende naboer. 

I vor del af verden har vi EU, der sikrer små nationer som Danmark indflydelse i samspillet med store naboer. Som lille nation burde vi forstå – og bistå – en anden lille nation, som er oppe mod store, stærke naboer uden tilsvarende mulighed for at blive hørt.

Lise Penter Madsen er free lance journalist med særlig interesse for udviklingspolitiske spørgsmål – især vedr. Asien og Sydøstasien. Hun besøgte Mongoliet i fjor. 

Mette Holm er journalist med speciale i dele af Asien og har i den egenskab besøgt Mongoliet adskillige gange siden 1992. Hun har været tilknyttet en række danske medier og er nu informationsmedarbejder på Institut for Menneskerettigheder.

Kronik i Politiken 8. juli 2005 

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal