Dalai Lama i Mongoliet

 

AF Mette Holm

I sommeren 2006 besøgte jeg inden for en måneds tid både Tibet og Mongoliet & oplevede , hvordan tibetanerne har forbud mod at praktisere deres tro og tilbede Dalai Lama, mens mongolerne efter 70 års politisk undertrykkelse nu atter har lov at praktisere. Forskellen er iøjnefaldende. Begge steder er befolkningen stærkt troende gelupga-buddhister. I Tibet forbyder det kinesiske overherredømme enhver hyldest af Dalai Lama, i Mongoliet er den selve religionens udtryk. I nedenstående er uddrag af kapitlet om Tibet i bogen Kina - drager, som jeg har skrevet med Mogens Lykketoft.

Med det store isnende officielle tomrum, der omgiver Dalai Lama i Tibet, frisk i erindringen, var det en ganske særlig oplevelse at overvære hans besøg i Gandantegchilen klostret i Mongoliets hovedstad, Ulaan Baatar, sensommeren 2006.

Tusinder af mennesker var samlet i stille forventning. De fordrev ventetiden med en nynnen, der begyndte ganske sagte og tog til i styrke, som den bredte sig i mængden. Mange stod klar med gule og blå khata – lange tørklæder af silke eller lignende, der traditionelt gives i velkomst i Tibet såvel som i Mongoliet og som tegn på, at det møde eller den begivenhed, der skal til at begynde, foregår i oprigtighed. Alle blikke er fæstnet på den store røde port. Mala’erne - bedekransene - triller uophørligt, nogle messer deres mantra; der er gamle, som dårligt kan gå – kun viljen, det stærke ønske om at se Dalai Lama og deres slægtninge holder dem på benene i deres stiveste puds.

Suset i forsamlingen, da den sorte limo med Tibets flag omsider dukker op, er nærmest håndgribeligt. Dalai Lama læner sig frem, smiler stort til alle de fremmødte og vinker ivrigt. Det er lige præcis, som det skal være her i Ulaan Baatar, hvor buddhismen – eller lamaismen, som den også kaldes i Mongoliet – atter frit kan praktiseres efter syv årtiers massiv undertrykkelse.

I de 70 år, Mongoliet var kommunistisk, var det forbudt at være religiøs. Titusindvis af munke blev dræbt i massakrer 1930rne; klostre og templer blev ødelagt. Efter deres fredelige revolution i 1991 fik mongolerne atter lov at bekende sig til deres tro. Halvdelen af mongolerne er aktive, praktiserende buddhister i dag. 40 procent er ikke troende (de sidste 10 pct. er shamanister, kristne og muslimer) – det var, hvad kommunisterne havde ud af brutalt at undertrykke buddhismen i næsten trekvart århundrede.

De kinesiske myndigheder laver da også en farlig ballade, hver gang Dalai Lama besøger Mongoliet, som de f.eks. også gjorde det, da Folketinget holdt høring om Tibet i 1996. Det er ren rutine.

Der er billeder af Dalai Lama i mange mongolske hjem. Her skal man ikke afsværge ham eller undertrykke og skjule sin hengivenhed. Også i templer og klostre – nye såvel som dem, der er sat i stand på ruinerne af de gamle - indtager han sin naturlige plads. Her kan man se, hvordan det ville være, hvis tibetanerne fik lov at udøve deres ellers forfatningssikrede ret til at tro.

Det skulle være meget mærkeligt, om ikke de kinesiske leder gør sig tanker om tibetanernes dybe tro, når de ser på, hvordan buddhismen er blomstret op igen efter Mongoliets fredelige revolution og demokratiets indførelse.

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal