Naturligvis er der da homoseksuelle i Mongoliet

AF Mette Holm

“Selvfølgelig er der da homoseksuelle i Mongoliet. Jeg har selv bragt et stort interview med Nara, der kan kaldes Mongoliets mest fremtrædende bøsse,” fortæller Akim, redaktør af den meget lille, kritiske avis, Il Tovchoo. Mongolerne er af den opfattelse, at manden – Nara – er syg og den eneste af sin ”art” i Mongoliet.

”AIDS. Vi har også AIDS her. Myndighederne har konstateret tre tilfælde, hvoraf de to er døde. Men vi har mange flere. Prostitutionen er vokset betragteligt gennem de senere år, og der er ingen tvivl om, at det udgør en trussel mod samfundet. Det har jeg også haft en artikel om – prostitutionen og truslen om AIDS, som vi nødvendigvis må tage alvorligt,” siger Akim.

Mongolerne mener ikke, AIDS er kommer til landet. For i Mongoliet ønsker de færreste at tale om ubehagelige ting. På den måde er Akim og hans avis, der udkommer i 1500 eksemplarer tre gange om måneden, en slags vred Jesper Fårekylling, der tager fat i alt det unævnelige. Han har også skrevet om Mongoliets magtfulde mafia, som de færreste vil være ved.

”Det er svært at udgive denne avis. Jeg er bestemt ikke rig, men jeg tror, der er behov for avisen, så jeg hænger i.” Han er oppe imod de særeste kræfter – såsom de avissælgere, der ikke vil sælge ”Il Tovchoo,” fordi den er fuld af dårligt nyt, så de gemmer den under de andre i deres gadeboder.

”Jeg spurgte en avissælgerske, hvorfor min avis lå skjult, og hun svarede, at hun virkelig ikke ønsker at sælge den slags.” Der er også problemer med udbringningen til abonnenterne, der så ringer og klager. Han griner ad alle forhindringerne, for vreden til trods er han en munter mand.

”Det er en arv fra socialisterne at tie om eller ligefrem skjule ubehagelige ting,” siger Akim på sit meget beskedne kontor, hvor han selv og fire andre medarbejdere sidder i små snævre dale af bunker af papir, magasiner og bøger. De andre journalister får næsten heller ingen løn, men ligesom Akim finder de det vigtigt at fortælle, hvad der sker i Mongoliet; i hvert fald at give folk muligheden for at læse deres kritiske version af den ofte vanskelige hverdag.

Akim er buddhist og har en smuk tangka hængende over et lille alter. I vinduet har han et ulvekranium. ”Folk er bange for ulve,” siger han. ”Jeg beundrer dem. Jeg tror, jeg selv har været ulv i et tidligere liv.” Men skudt den selv, den døde ulv i vinduet, det har Akim ikke. ”Jeg er buddhist og kan ikke slå ihjel,” forklarer han.

At Akim dog er så vred – at han er så skarp en samfundskritiker - skyldes måske, at han mistede sin søn for nogle år siden. Han blev dræbt i et slagsmål. Akim har meldt sig ind i en organisation, der blev stiftet i maj. ”De dødes evige Flamme. Zula-foreningen for de, der har mistet et barn, en ægtefælle, en bror eller søster for andres hånd,” er foreningens lidet mundrette navn. Den har 57.000 medlemmer.

For der er megen vold og mange drab i Mongoliet. I 2000 blev 930 mennesker myrdet eller dræbt i slåskampe. I fjor var tallet 1430. Det er mange – i særdeleshed i betragtning af, at der kun lever 2,4 mio. mennesker i Mongoliet.

Da den nye straffelov blev vedtaget, ville parlamentet ikke gå med til at hæve straffen for mord, siger Akim. Og mens politiet ifølge Mongoliets Menneskerettighedskommission alt for ofte opfører sig fuldstændigt vilkårligt: anholder folk, glemmer at løslade dem, tilbageholder uden lovlig grund, i lokaler der ikke er indrettet til det, osv. Der er også eksempler på tortur. 90 pct. af de klager, Menneskeretskommissionen behandler, drejer sig om politiets magtmisbrug eller overgreb. Men opklaringsprocenten på drab er meget beskeden.

”Det er bestemt ikke en mongolsk tradition at slå hinanden ihjel,” siger Akim. ”Den massive vold i samfundet i dag skyldes alkoholisme, fattigdom og de deraf følgende sociale problemer. Under socialismen var der langt færre mord.” 

Dermed være ikke sagt, at Akim ønsker sig tilbage til gamle dage – før 1990, da Mongoliet var sovjetisk lydstat. Verdens anden kommunistiske stat. Mongoliet oplevede en fredelig revolution i 1990. Nu er landet et demokrati med markedsøkonomi – og det er den, som de fleste mongoler har så svært ved at finde sig til rette i.

Man skal være opfindsom og tilpasningsdygtig for at gøre sig i Mongoliet nu om dage. De, der er det, klarer sig udmærket. Som lægen, der har kvittet jobbet til 60 dollars om måneden på Universitetshospitalet og åbnet en skønhedsklinik for dem, der har råd til den slags.

Så er der alle dem, der tyer til kriminalitet og korruption for at få del i udviklingen. Og så er der alle de andre, der blot synker til bunds – skubbet på vej af naturkatastrofer, der forbandede Mongoliet med tre ”zud” – tre dræbende isvintre - i træk, kun afbrudt af to knastørre somre, der var hærget af steppe- og skovbrande. Millioner af husdyr døde, og dermed mistede mange nomader deres levebrød og søgte mod byerne, hvor der hverken var mad eller arbejde.

”Problemet er, at vi er blevet inhumane – og dét på trods af vore traditioner,” siger Akim. Han mener socialismen fuldstændigt undergravede samfundet, og at der dermed ikke var noget eller nogen til at holde sammen på landet socialt, da den brød sammen.

Proletarer i alle lande, foren jer, sagde de til os. Vi lærte at vi skulle elske alle proletarerne i udlandet højst, så de mongolske proletarer og først da vore forældre og søskende,” siger Akim.

Mongoliet i dag er – groft sagt – alle mod alle. Akim er ikke i tvivl om, at demokratiet er den rette styreform. Særligt sætter han pris på ytringsfriheden. Problemet er blot, at ”politikerne er fuldkommen ligeglade med os og med økonomien. De er kun interesseret i at fore deres egne lommer.” Han er bestemt ikke alene med den kritik. Det siger stort set alle, jeg har talt med i Mongoliet – lige bortset fra politikerne selv. Eller dvs. politikerne fra regeringspartiet, Det Mongolske Folks Revolutionære Parti, der er det gamle kommunistparti i ny forklædning. Oppositionen på under en håndfuld af Den store Hurals 76 medlemmer mener også, regeringspartiet er smækkorrupt. 

Den pæneste version af parlamentets gøren og laden, jeg hørte, var, at ”medlemmerne bruger deres første fire år ved magten til at rage til sig. Og når de så har gjort det i fire år, er der ikke noget at sige til, at de ikke bliver genvalgt.”

Jamen, er Mongoliet så en uforfalsket røvernation? Nej, det er det ikke. For selvom den skæve gang ind i det 21. århundrede for det 1,5 mio. kvadratkilometer store land er smertefuld, og selvom der er mange hustlers, så besidder mongolerne også en menneskelighed, som man skal rejse langt og længe for at finde tilsvarende.

Det er mennesker med enorm værdighed, styrke, glæde, gæstfrihed og frihedstrang, når betingelserne er tilstede – mongolske forretningsfolk, der tænker i dollars og ikke meget andet, kalder det nedladende ”nomadementalitet” og mener det står i vejen for fremskridtet. Folk som Akim mener, at det er værd at holde fast i kulturen og de gamle værdier, mens man arbejder sig ind på resten af verdenen.

Ikke at han ønsker, at folk skal blive boende ude i geren – det runde telt – af filt og opdrætte kvæg, hvis de hellere vil leve i byen, men de må holde fast i deres åndelighed og troen på eget værd. Og så må folket – via de folkevalgte – skabe ordentlige rammer for et værdigt liv.

Mongolerne er meget veluddannede. Man kan ikke lænke dem til en maskinpark og nægte dem at gå på toilettet – ”ud at se til hesten,” som man siger i Mongoliet - i arbejdstiden, som mange underbetalte arbejdere i nabolandet Kina oplever det.

Man kan også vende det om og sige, at Mongoliet er kommet meget langt i demokratiseringen i løbet af blot 12 år. Sagen er blot, at hvis man er blevet hægtet af udviklingen, lever i Nalaikh, måske, hvor 120.000 mennesker arbejdede i minerne, ind til de blev lukket, så er det svært at læne sig tilbage og sige, at om fem eller 10 år, går det hele meget bedre. Lige nu er der ikke meget arbejde at få i Nalaihk, og så er det, de sociale problemer sætter ind som en orkan.

De, der har det bedst i Mongoliet, er fortsat dem, der lever på landet. De har ejendom – om ikke fast ejendom, som vi kender det, så dog ejendom, nemlig kvæg, heste, geder, får og kameler. De flytter omkring på den gudesmukke og vidtstrakte steppe, hvor græsningen er. Man flytter sin sommerlejr omkring på én egn og vinterlejren på en anden. Men zud – den katastrofalt kolde vinter – kan gøre det af med hele bestanden, og så er der ikke mere at leve af.

For 10 år siden levede to trediedele af mongolerne på landet, i dag lever to trediedele i de store grimme byer, der bygget efter sovjetisk forbillede af Sovjetmagten i sin tid. Byerne er forstemmende, mens tilværelsen på stepperne er fri. Den er en pagt med naturen, som bliver taget meget alvorligt. Når man spørger til en families størrelse, slår det aldrig fejl, at dyrene tælles først – hestene, yak’erne, gederne, fårene – og kamelerne, hvis de findes – og så børnene.

Nomadekulturen har bidraget til det interessante fænomen, at godt 60 pct. af de studerende ved Mongoliets højere læreanstalter er kvinder. De store drenge bliver på steppen, når de er færdige med deres ni års obligatoriske skolegang, for at opdrætte dyr. Fordelingen er dog langt fra slået igennem i forvaltningen, regeringen og erhvervslivet, men de mongolske kvinder har dog meget mere at skulle have sagt end kvinderne i samtlige øvrige lande i regionen. Og faktisk er en af de rigeste mongoler kvinde. Hun har i løbet af seks år skabt Mongoliets næststørste benzinselskab, efter at hun i sin tid blev fyret af regeringen, fordi de ikke brød sig om, hvordan hun drev det nationale benzinselskab, som hun nu er ved at overhale.

Og selvom hun lidt nedladende taler om nomadekulturen som forhindring for udvikling og om, at mongolerne burde samles i fem store metropoler, mens kun de største og dygtigste hyrder skulle have lov at blive på stepperne, så deler de færreste hendes opfattelse. For med til det at være mongol hører at rykke teltpælene op, når græsset er spist. Med til det hører friheden, som ørnens, når den sejler hen over landskabet.

Og selvom Sovjetmagten gennem 70 arbejdede ihærdigt på at knække hangen til glæde, trangen til frihed, trangen til at ride op på egnens højeste bjerg og af sine lungers fulde kraft synge en drivende sentimental sang om steppen, om Mor og om friheden, trangen til at lægge kraniet fra ens mest elskede ganger på ovoo’en – den hellige varde af småsten med bedeflag og andre lykkesvangre genstande - så lykkedes det ikke. Forhåbentlig lykkes det heller ikke for den forkætrede markedsøkonomi.

Denne artikel blev bragt i Information i 2002.

       

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal