Hjemme hos "Familie & Kærlighed"

AF Mette Holm

Fuldstændigt bedårende står hun, Bayartsengel, og reciterer et digt for de besøgende fra Dannmark – her på familiecentret ”Familie og Kærlighed.” Vi befinder os i den triste industriby Darkhan i det nordlige Mongoliet. Byen er opstået som en gave fra andre østbloklande, dengang Sovjetunionen stadig eksisterede, og Mongoliet var en sovjetisk vasalstat.  

De østeuropæiske lande forærede Mongoliet en cement-, en tæppe- og en murstensfabrik såvel som et garveri og et stort slagteri. Så blev byen bygget op omkring de nye industrier og det nødvendige antal nomader gjort bofaste, så de kunne arbejde på fabrikkerne. Det hele en nøje kopi af Østblokkens fortvivlende grimme byer – omgivet af de mongolske steppers betagende skønhed.

Her er Bayartsengel på 13 født. Hun har seks søskende. Faren er væk. Moren er gået i hundene og lever ”hos en anden familie,” fortæller Bayartsengel. Selv bor hun med sin lillesøster, Bayerschuluun, på børnehjem, hvilket hun er glad for. De øvrige søskende er spredt – et par af dem bor hos bedstefaren.

Bayartsengel er loyal over for sin mor og forklarer hendes deroute: ”Vi havde en lejlighed, men så blev vi sat på gaden.” Hun er glad for sin mor og fortæller ikke om morens druk og den øvrige elendighed.

På børnehjemmet er hun samlingspunkt for de 18 andre børn. Hun går f.eks. med de små til forældremøde. Gladest er hun i skolen og i ”Familie og Kærlighed.” Hun kommer her ofte for at læse avis og skrive essays og digte. Hun er lykkelig for at have lært at læse og skrive – og også glad for at male. Lillesøsteren følger hende tavst i tykt og tyndt.

Bayartsengel går i tredie klasse i Mongoliets såkaldt uformelle skolesystem, der er oprettet på samfundets sidelinie til at tage sig af børn, der er ved at ryge ud i elendigheden – og dermed ud af skolen. Familiecentret bestræber sig på at sluse Bayartsengel og andre som hende tilbage i samfundet og give dem håndværk eller uddannelse. For hun var et af Darkhans gadebørn, da hun blev samlet op af et projekt, der er en historie i sig selv.

Indsatsen på familiecentret udspringer på Frederiksberg, hvor sociolog Bulgan Njama og hendes familie bor. Bulgan har levet i udlandet i mange år, men hun har aldrig givet slip på sit fædreland, Mongoliet. Hun har fulgt udviklingen med stigende bekymring.

De seneste 12 år er det gået stærkt. Da Sovjetunionen brød sammen, blev stikket trukket ud af Mongoliet – økonomisk, socialt og politisk. En fredelig revolution væltede det gamle styre, der i forvejen vaklede som følge af usikkerheden i Moskva. Og Mongoliet begav sig ud på den vanskelige vej fra sovjetisk marionetstat til folkestyre og markedsøkonomi.

Processen er smertefuld, og én af konsekvenserne er social opløsning. Vandringen fra land – nomadetilværelsen - til byernes elendighed. For 10 år siden levede en trediedel af mongolerne i byer. Nu lever to trediedele af dem i byer. Arbejdsløshed efterfulgt af druk og vold i hjemmene sender mange små stærke unger på gaden, hvor de enten alene eller med et par søskende vælger at leve frem for i hjemmet.

Næsten halvdelen af de 2,4 mio. mongoler er under 20 år. Overgangen til markedsøkonomi har store omkostninger – blandt dem, at skellet mellem rig og fattig vokser, og i 1998 levede 36 pct. af mongolerne under fattigdomsgrænsen – dvs. for under en dollar om dagen. Fattigdommen skaber opløsning, og skilsmisseraten er hastigt stigende. Børnene er – som altid – de store tabere.

Det præcise antal kendes ikke, men en stor og grundig undersøgelse af de mongolske børns vilkår fra 2000 anslår, at mellem 3000 og 4000 af dem lever på gaden i Mongoliet, hvor det kan blive helt ned til minus 50 grader om vinteren. Næsten halvdelen af børnene siger, de har forladt hjemmet, fordi familien ikke kan forsørge dem. En trediedel fortæller, at familien slet ikke har et hjem. 13,5 pct. beretter om voldelige overgreb. Godt otte pct. siger, ”fordi de har lyst til at bryde op.” Knap otte pct. angiver ”familieproblemer” som årsag. Undersøgelsen viser også, at mange af pigerne er blevet misbrugt.

Bayartsengel ligner dog langt fra én, der er blevet misbrugt. Hun stråler af uskyld og menneskeligt overskud. Måske er det fordi, hun blev samlet op i tide af det undervisningsprojekt, som Bulgan Njama har sat i værk via Dansk-Mongolsk Selskab og søsterorganisationen i Mongoliet, Mongolsk-Dansk Selskab, der i fællesskab driver Dansk-Mongolsk Socialt Træningscenter – DAMOST, som blandt andre aktiviteter har skabt en to-årig socialpædagogisk uddannelse. Det fandtes ikke i forvejen i Mongoliet.

Uddannelsen er blevet til for i alt 6,5 mio. kr. fra Danida samt midler, indsamlet blandt private i Danmark og Mongoliet. For pengene har DAMOST skabt den socialpædagogiske efteruddannelse for folk, der i forvejen arbejdede med børn. I øvrigt frabeder børnene sig at blive kaldt gadebørn. De vil hellere omtales som ”ude af kontrol” – altså små frie fugle, der selv behersker deres tilværelse.

De første – og hidtil eneste – 35 socialpædagoger fik deres certifikat her i sommer. Uddannelsen er en engangsforeteelse for så vidt, at der ikke er penge til at føre den videre. Forhåbentlig kan pengene findes, for sjældent har jeg set bistandspenge givet så godt ud. Dansk-Mongolsk Selskab har desuden fået skrevet ”Håndbog i Socialt Arbejde,” der er skræddersyet til mongolske forhold, men har endnu ikke fundet pengene til udgivelsen.

Selve uddannelsen har fokuseret på 35 socialarbejdere fra syv aimags – Selenge, Gobisumber, Dornod, Baganuur, Dornogobi, Ulaan Baatar og Darkhan. Der har været fire studerende på hvert hold – en skolelærer, én fra børnepolitiet, én fra socialforvaltningen samt én fra den lokale Børnekomité.

Det enestående i uddannelsen er, at den fokuserer på forebyggende arbejde i familierne frem for at samle børnene op, når det hele er gået i opløsning. Undervisningen har bestået af teoretisk undervisning i hovedstaden, Ulaan Baatar, selvstudier og lokale workshops. Når deltagerne er vendt hjem fra kurser i hovedstaden, har de videregivet undervisningen til de øvrige ansatte i lokalområderne, så indsatsen har haft stor gennemslagskraft. I alt har 1400 socialarbejdere fået mindre kurser i socialpædagogik, som de kan bruge i deres daglige arbejde med udsatte børn og familier.

Som led i uddannelsen har de studerende gennemført praktiske projekter i deres lokalområder. Til den del har hver gruppe fået 1200 dollars af de privat indsamlede midler.

De lokale projekter er gået over al forventning, idet 600 mennesker – børn og deres familier – har gavn af dem. Og efterhånden, som det er gået op for lokalmyndighederne, hvor nyttig indsatsen er, har de i forskellig grad spillet med ved at stille f.eks. lokaler, udstyr eller landbrugsjord til rådighed.

De syv projekter er vidt forskellige, men det fælles formål er at sluse gadebørn og deres familier ind i samfundet gennem uddannelse, kultur- og arbejdstræningsaktiviteter. Der er familiecentre i stil med det i Darkhan. Der er en varmestue. Og grøntsagsdyrkning, som betyder, at familier får mad – måske endda nok til også at sælge lidt og derved få indkomst. I Baganuur har de studerende skabt et cirkusprojekt. Her er børnene kommet i skole, og samtidig har en pensioneret cirkusartist trænet dem i akrobatik.

Det er der kommet en helt forrygende forestilling ud af. Og børnene er glade og stolte. De har lært at arbejde sammen, at organisere, at hjælpes ad – og frem for alt: de har fået selvtillid og en stærk tro på, at de kan få ting til at lykkes. Alt sammen meget vigtigt for deres fremtid. For til forskel fra Danmark nytter det ikke at grave rundt i, hvad der er gået galt i fortiden. I Mongoliet handler det om at ruste børnene til fremtiden, for der eksisterer ganske enkelt ikke et socialt sikkerhedsnet, som vi kender det herhjemme.

I Dornergobi har de studerende genoplivet et gammelt dukketeater med samme fine resultat. Da de forhenværende hårdkogte gadebørn opførte ”Ulven og de syv små Gedekid” var der ikke et øje tørt. Og ungerne var henrykte – for dem var det blot en detalje, at de havde lært at læse og skrive for at kunne skabe opførelsen. 

Trykt i Danidavisen i 2002

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal