Aung San Suu Kyi

AF Mette Holm

Selvom det er 12 år siden, jeg mødte Aung San Suu Kyi, kan jeg stadig genkalde mig hendes perlende latter og fornemme hendes dybe overbevisning – og hendes umådelige stædighed.

De fleste ville for længst være bukket under og have givet op, men ikke The Lady, som burmeserne kærligt kalder hende. Aung San Suu Kyi er bare halvanden meter høj. Til gengæld har hun en overvældende udstråling og åndelig styrke. Hun bor i sit smukke barndomshjem på University Avenue 54 i Rangoon ved Inya Søens bred. Her har hun tilbragt 11 af de seneste 18 år i husarrest.

Da munkene forleden lagde deres protestmarch omkring University Avenue var det en hyldest til hendes kamp og for at vise, at de anser hende for deres – og Burmas - leder.

Da jeg besøgte hende på University Avenue var husarresten hævet, og hver weekend samledes tusindvis af tilhængere uden for porten til hendes have. Hun talte med dem. Det var gribende at overvære den tætte kontakt mellem hende og hendes tilhængere.

Der var ikke mange møbler i hendes hjem, for hun solgte de fleste i første runde af sin husarrest. Juntaens generaler hånede hende for at tage mod pakker fra familien i England. Så holdt hun op med at modtage pakkerne. Og da juntaen tilbød at forsørge hende, hvæsede hun, at hun hellere ville dø af sult. Og så solgte hun sine møbler. Det viste sig, at hendes venner købte dem. Det kunne hun ikke vide, for de havde ingen kontakt. Hendes eneste selskab i husarrestens første seks år var juntaens bevæbnede vagter og en tjenestepige.

Jeg sad på en fast bænk i hendes karnap med udsigt over Inya Søen, da Aung San Suu Kyi kom småløbende i sin lilla traditionelle dragt med matchende orkidé i håret. Hun bød på the og undskyldte, at hun kom for sent. Det gjorde ikke spor. Jeg nød at sidde i det svale rum og betragte de gulnede fotografier af hendes familie på væggene: faderen, Burmas store frihedshelt general Aung San, moderen, der var diplomat, og Suu Kys to brødre. Der var også et stort Andy Warhol-inspireret portræt af faderen.

Aung San Suu Kyi lytter opmærksomt, hun tænker sig grundigt – ikke længe, men grundigt – om, inden hun svarer på spørgsmål. De dage i november 1995, vi tilbragte sammen, var hun træt, målrettet, opmærksom og grundlæggende glad og varm.

Dengang levede hendes mand, Michael Aris, stadig. Han og deres to sønner havde besøgt hende om sommeren, kort efter løsladelsen fra husarrest.” Jeg savner dem,” sagde hun.” Vi lever jo ikke sammen. Jeg kan ikke give dem mere af min tid. De er mere bekymrede for mig i dag, end de var, da jeg sad i husarrest. Nu ved de ikke længere præcis, hvor jeg er, og hvad jeg foretager mig.” Og så lo hun hjerteligt over sin egen uregerlighed. Nu ved hendes sønner atter hvor hun er, og hvad hun foretager sig.

Aung San Suu Kyi fandt ikke springet fra akademiker til politiker pludseligt. ”Tilpasningen var blot fysisk – ikke mental.” Sådan beskriver hun, der er troende buddhist, beslutningen om at løfte den politiske arv efter faderen umiddelbart efter moderens død i 1988.

Hendes stædige politiske kamp giver indtryk af, at hun er frygtløs. Men det er hun ikke. ”Jeg er ofte bange, men jeg prøver at lade være med at give efter for angsten. Der er så mange her i Burma, der er bange. I Danmark ville I ganske enkelt ikke finde jer i et system som dette. Men frygten som myndighedernes våben er blevet listet gradvist ind her. Siden 1958 er undertrykkelsen, overmagten, øget, og kravet om underkastelse tilsvarende vokset.”

Aung San Suu Kyi udtråler enorm viljestyrke. Sin lidenhed til trods er hun et stort menneske. Som en fakkel stråler hun ved sit stædige eksempel. Hendes gave til burmeserne er hendes frygtløse eksempel, hendes dybe omsorg, hendes afkald på friheden og – fornemmer jeg – om nødvendigt hendes liv.

Jyllands-Posten september 2007.

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal