Taiwan - en selvstændig del af Kina

Symbolkrigen er forbi. På begge sider af Taiwan-strædet fastholdes et meget langsigtet mål om kinesisk genforening; samarbejdet vil på alle planer udvikle sig dramatisk til gensidig økonomisk fordel; og Taiwan vil uanfægtet af Beijing i al overskuelig fremtid fastholde sin fulde de facto-suverænitet, skriver Mette Holm og Mogens Lykketoft.

JP-KRONIK 7. maj 2008 

Af Mette Holm og Mogens Lykketoft
 
På et internationalt møde for tre år siden sagde Clintons superdiplomat Richard Holbrooke: Måske er noget af det vigtigste, der er sket for verden i 2005, at formanden for Kinas gamle nationalistparti Guomindang - Lien Chan fra Taiwan - er blevet modtaget med pomp og pragt af Kinas leder: For få år siden blev risikoen for krig henover Taiwan-strædet anset for høj. Nu er fusen lige så stille ved at blive taget af konflikten.

 
Bagefter er det gamle Henry Kissinger, der siger sin mening om samme sag. Han er sikker på, at der ikke bliver krig mellem Kina og Taiwan. Det ville kræve så monumentale fejltagelser på en af siderne, at den gamle kyniker simpelt hen ikke tror det kan indtræde. Tværtimod tror han, at de to parter vil spille stadig tættere sammen. Og USA vil helhjertet støtte en sådan udvikling i afspænding og samarbejde i Østasien.
 
Her, tre år senere tyder alt på at Holbrooke og Kissinger får ret.
 
Magthaverne i Beijing har de senere år entydigt satset på, at deres historiske modpart i Guomindang skulle genvinde magten på Taiwan, bekræfte øens kinesiske identitet og udvikle forbindelserne til fastlandet. Og det er sket.
 
Præsidentvalget på Taiwan for halvanden måned siden blev en meget overbevisende sejr for Guomindangs kandidat Ma Ying-jeuo. Mas kommende vicepræsident, Vincent Siew, blev straks efter valget modtaget hjerteligt af Kinas præsident Hu Jintao. Forleden var det igen Lien Chan – der nu er pensioneret, men ærespræsident for Guomindang – der blev modtaget med åbne arme af den kinesiske præsident.  
 
Hvad er det, der foregår? Hvad er baggrunden?
 
Taiwan er en del af Kina. Det mener i hvert fald stort set alle kinesere. Det er ikke mere end et par år siden at de kinesiske magthavere senest markerede dette synspunkt ved at true med invasion, hvis regeringen på Taiwan erklærede sig selvstændig. I sidste omgang endda ved en vedtagelse i den Kinas omhyggeligt partiudpegede parlament - Den Nationale Folkekongres.
 
Men Taiwan er reelt et selvstændigt, rigt, velfungerende og demokratisk samfund med 23 millioner mennesker. Taiwan har ikke de sidste 113 år har været under den kinesiske centralregering i mere end de 4 år fra Japans kapitulation i 1945 til den kommunistiske magtovertagelse på fastlandet i 1949. Og det store flertal af taiwanere ønsker ikke – i hvert fald ikke i nogen overskuelig fremtid – ændringer i status quo.
 
Alligevel betragter det overvældende flertal af verdens lande officielt Taiwan som en midlertidigt løsreven kinesisk provins – ikke et suverænt land, der kan deltage i FN som alle andre. Man kan ikke have diplomatisk forbindelse med Kina og samtidig anerkende Taiwan som et land.
 
 Historien, magtrelationerne og den særlige kinesiske logik forklarer denne mærkværdighed:
 
98 pct. af taiwanerne er kinesere af sprog og kultur. Øens oprindelige, ikke-kinesiske befolkningsgruppe udgør kun 2 pct.  
 
Den største gruppe taiwanske kinesere er efterkommere af indvandrere fra fastlandet, der kom for århundreder siden. Men måske en femtedel er kommet – eller er efterkommere af nogen der kom – fra fastlandet i 1949 som flygtninge eller soldater i Chiang Kai-sheks slagne hær.
 
Chiang havde været Kinas leder fra 1925 i spidsen for nationalistpartiet Guomindang. Han udkæmpede borgerkrigene med kommunisterne og krigen mod Japan fra 1930’erne. Ved Japans kapitulation i 1945 fik Chiang Taiwan tilbage til Kina efter 50 års japansk besættelse. Det blev imidlertid ikke en lykkelig genforening, fordi den kinesiske centralregering opførte sig som brutal koloniherre i den genvundne provins. I 1947 blev en lokal opstand blodigt undertrykt.
 
Derfor var det historiens ironi at Taiwan endte som den sidste rest af Chiang Kai-sheks rige, da han under amerikansk militær beskyttelse forskansede sig med sin kinesiske eksilregering på øen fra 1949. Helt til 1971 beholdt Guomindang-regeringen – også med amerikansk støtte – Kinas plads i FN og hævdede at være kæmperigets eneste ’lovlige’ regering.
 
På Taiwan betød den mærkelige tilstand, at det var Guomindang-flygtningene fra 1949 der regerede i militær undtagelsestilstand over det flertal, der århundreders historie på øen.
 
Men hvor Guomindang som regeringsparti på fastlandet var korrupt, despotisk og udueligt, og derfor endte med at tabe borgerkrigen, så udviklede eksilstyret på Taiwan sig efterhånden til en gigantisk økonomisk succes – en af Asiens tigerøkonomier, der samtidig er militært stærkt rustet til at modstå invasionsforsøg fra fastlandet.
 
Velstanden bidrog til forsoning mellem gamle og nye taiwanere. Og fra 1988 begyndte en udvikling, der har omskabt Taiwan til det eneste fuldt demokratiske samfund i den kinesiske kulturkreds. Samtidig ophørte fire årtiers blokade mod fastlandet, og der udviklede sig med eksplosiv hast et økonomisk samkvem, hvor de velhavende taiwan-kinesere investerer vældige milliardbeløb inde i Kina.
 
I det unge taiwanske demokrati har været to hovedstrømninger:
 
Den ene strømning – det fornyede Guomindang - fastholder, at Taiwan er en del af Kina, der fortsat skal regere sig selv, men gøre det i forståelse og tæt økonomisk samarbejde med fastlandet.
 
Den anden strømning - det demokratiske fremskridts parti DPP under ledelse af af Chen Shui-bian - har hele tiden flirtet med at erklære Taiwan selvstændigt. Det har bidraget til at skærpe spændingen over Taiwan-strædet i Chens præsidentperiode fra 2000-2008. Kina har truet ham med død og ulykke, hvis han tog dette principielle og symbolske skridt.  Nervekrigen endte med, at de taiwanske vælgere blev trætte af præsident Chens provokationer over for fastlandet. Det blev ikke bedre for præsidenten, at hans styre blev ramt af alvorlige korruptionsanklager.
 
20.maj er Chen Shui-biens præsidenttid forbi. Ma Ying-jeou fra Guomindang er valgt til hans afløser med 58 pct. af de afgivne stemmer og har et meget solidt flertal med sig i det nyvalgte parlament.
 
Taiwans nye leder vil ikke købe Hongkong-modellen om ’ét land- to systemer’.
 
Men ser vi alligevel det spinkle omrids af et Storkina, der måske om 50 år anerkender en fælles centralregering igen?
 
Måske.
 
I hvert fald er symbolkrigen forbi. På begge sider af Taiwan-strædet fastholdes et meget langsigtet mål om kinesisk genforening; samarbejdet vil på alle planer udvikle sig dramatisk til gensidig økonomisk fordel; og Taiwan vil uanfægtet af Beijing i al overskuelig fremtid fastholde sin fulde de facto suverænitet.
 
Men den gensidige påvirkning, som følger med langt mere samkvem, kan have interessante smitteeffekter:

Det bliver i fremtiden ikke kun lukkede rådgivercirkler hos Beijing-regeringen, der ser Taiwan som et økonomisk og politisk forbillede. Stemningen vil brede sig i takt med at flere og flere kinesere oplever Taiwan. Taiwan kan blive en vigtig inspiration til demokratisering, selv om et fuldt udviklet demokrati i Kina har lange udsigter.
 
Det er fascinerende, hvordan de gamle modstandere fra Kinas borgerkrig nu i helt nye roller og et helt nyt samarbejde åbner for en ny epoke i det storkinesiske univers.
 
Tilnærmelsen vil være endnu et skridt i retning af at styrke Kinas indflydelse i verden.

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal