Demokratiet på spring?

Trykt i RÆSON nr. 2

Forfatteren er journalist og har bl.a. arbejdet på TV-A, TV2's Nyheder, på Jyllands-Posten som Asien-korrespondetn i seks år, samt i DR p1s Orientering, Weekendavisen mm. Desuden har hun skrevet en række bøger om bl.a. Kina, Vietnam og Mekongfloden og bidraget til mange flere. 

Der er ingen opposition til Kommunisterne i Kina – hverken over eller under jorden. Men dialogen er begyndt at spire internt i partiet. 

AF Mette Holm

Der er dem, der mener, at verdens lande befinder sig forskellige steder på et demokratikontinuum – forstået på den måde, at alle lande på et eller andet tidspunkt af naturnødvendighed må blive demokratiske, som f.eks. Danmark, det øvrige Europa og USA; at den sidste station på nationers udviklingsbane er demokratiet. Gid det var så vel. Jeg er overbevist demokrat, men jeg er ikke overbevist om, at alle lande på et tidspunkt i historien ender som demokratier – således heller ikke Kina.

Kina har vel verdens længste, ubrudte historie. Senest over 2500 år som kongfuziansk stat, ikke nødvendigvis af navn, men i hvert fald af gavn. Der var 40-45 år fra den kommunistiske revolution i 1949 til midt i 1990erne en periode, da kongfuzianismen var i unåde og blev regnet for kontrarevolutionær. Som borger i et kongfuziansk samfund stiller man ikke spørgsmålstegn ved lederens visdom. Omvendt er Kinas kejser – i hvert fald i teorien – som en velmenende og forstandig far for sine lydige undersåtter. Han ved, hvad der er bedst for dem. De underordner sig hans ledelse. Det kræver selvfølgelig i ordets bogstaveligste forstand gode ledere. Indbygget i systemet er da også opfattelsen af, at kejseren, hvis han ikke forvalter Kina ordentligt, mister det Himlens mandat, der er hans krav på magten.

Helt så bogstaveligt skal man ikke tage Kinas nuværende lederes mandat. De er hverken udpeget af Himlen eller befolkningen, men af Kinas politisk enevældige Kommunistparti, CPC. Og der er ingen tegn i sol eller måne på, at Partiet vil give afkald på sit magtmonopol. Præsident og partichef, Hu Jintao, såvel som ministerpræsidenten, Wen Jiabao, fremfører gamle Kong Fuzis ”harmoniske samfund” som den ideelle samfundsmodel for Kina. Deres mål er et velordnet samfund med nogenlunde lige fordeling og solide institutioner, sådan som vi kender det fra velfungerende demokratier; f.eks. et pålideligt og retfærdigt retsvæsen, forbud mod brug af tortur i politiets varetægt og i fængsler. Men egentligt demokrati er ikke på dagsordnen.

Selvom kommunistpartier egentlig er blevet gammeldags, er Kinas med over 73 mio. medlemmer verdens største. Partiet er enevældigt, og dets ledende rolle er nedfældet i forfatningen, der tillader dannelsen af politiske partier, forudsat at de registreres hos Indenrigsministeriet. Men da en håndfuld mennesker benyttede USA’s præsident Clintons besøg i Kina i 1998 til at forsøge at stifte Kinas demokratiske Parti, blev de spærret inde med domme på op til 18 års fængsel. Kommunistpartiet har udpeget og godkendt en række små partier, som i parlamentet, Den nationale Folkekongres, skal give indtryk af demokrati. Det er hult som en gammel kokosnød. Og interessant nok har CPC aldrig selv gjort sig den ulejlighed at registrere sig, som loven kræver det.

 "De fleste asiatiske ledere hævder, at demokrati og menneskerettigheder er en vestlig opfindelse, som ingen har rådførst sig med dem om."

 

Partichef og præsident, Hu Jintao, brugte ordet demokrati, minzhu, flere end 60 gang i sin over to timer lange åbningstale til Kommunistpartiets 17. kongres i oktober; det lyder godt, men skal ikke tolkes som et udtryk for en forestående demokratisering. Hu sagde bl.a. ”Folkets demokrati er socialismens hjerteblod. Tilbageholdelsens og overvågningens mekanisme bliver forbedret, så magten udøves i solskin for at sikre, at den udøves korrekt” – et angreb på den udbredte korruption.

Trods magthavernes inderlige modvilje mod regulært demokrati, har beboerne i Kinas knap én million landsbyer faktisk et mål af indflydelse på deres egen forvaltning. Hver landsby har to ledere, den kommunistiske, som er udpeget af Partiet i amtet eller provinsen, og den administrative, som har ansvar for f.eks. vand, elektricitet og veje samt udførelsen af ordrer fra centralmagten i Beijing. De fleste administrative landsbyledere nåede i løbet af de økonomiske reformers første år i 1980erne at udvikle sig så korrupt, at centralmagten så det som eneste udvej at lade udvælgelsen finde sted mellem flere kandidater, som landsbyboerne kendte og kunne stemme på – og vigtigst, undlade at stemme på, hvis de ikke holdt deres valgløfter. Og kandidaterne behøver end ikke at være medlem af Kommunistpartiet – en stiltiende erkendelse af, at korruptionen råder inden for Partiet. Men der er ikke tegn på, at denne demokratiske valgproces med flere kandidater uden partibog, kommer til at smitte af opad i systemet.

 

Ingen opposition - heller ikke under jorden

De fleste asiatiske ledere hævder, at demokrati og menneskerettigheder er en vestlig opfindelse, som ingen har rådført sig med dem om. Det er rigtigt, at det var Vesten, der tog initiativ til Folkeforbundet og den efterfølgende oprettelse af De forenede Nationer efter Den anden Verdenskrig. Men er det rigtigt, at asiater og andre mennesker skulle være så forskellige fra folk i vesten, at de har krav på forskellige rettigheder? At ikke alle egner sig til at leve i et demokrati?

I 1996 bad jeg daværende direktør i FN-systemet spanieren Francesc Vendrell om en kommentar til denne asiatiske holdning; han svarede: „Det sagde de også om os i Spanien i 1976. De sagde, vi ikke var klar til demokrati – at vi ikke egnede os til det.“ Men, sagde Vendrell, det var noget mageløst sludder. „Det var ikke spanierne, der ikke var klar til demokrati. Vi var overordentligt klar til demokrati – det var general Franco, der ikke var det!“ Man behøver da heller ikke at kigge længere end til Taiwan for at opleve, at kinesere og demokrati går fint i spænd.

Hvad den menige kineser mener om demokrati lige nu er uvist, fordi hun eller han aldrig – når man ser bort fra landsbyvalgene - har oplevet noget, der ligner. De bliver heller ikke spurgt. Hvor langt befolkningens medindflydelse på landets styre får lov at udfolde sig, afgøres af den interne udvikling i det enevældige CPC. På 17. partikongres i oktober understregede partichefen, Hu Jintao, at Partiets og regeringens vigtigste opgaver er at udligne samfundets enorme og stadigt voksende skævheder samt at komme den destruktive og altædende korruption til livs. Sammen med Kinas svært belastede miljø udgør uligheden og korruptionen landets – dvs. CPC’s og regeringens – største problemer.

Der eksisterer ingen politisk opposition i Kina. Heller ikke under jorden. Det er forbudt, og ethvert forsøg knuses og straffes med mange års fængsel. Trods stor kritik og modvilje i kinesiske eksilkredse eksisterer heller ikke der en organiseret politisk opposition. Og skulle nogen – Himlen forbyde – få den tanke at ville „befri“ kineserne for deres ledelse, (sådan som USA’s præsident Bush med bl.a. den danske regerings støtte følte sig kaldet til at gøre det i Irak), så skal de huske på, at der ingen er at sætte i stedet. Også selv om flere end halvdelen af kineserne – eller halvdelen af magthaverne – på et tidspunkt skulle beslutte sig for at ønske et andet regime, så vil de være helt uforberedt på at overtage magten, og – formentlig vigtigere – de ville aldrig arbejde sammen med en udenlandsk magt for at ændre styret i Kina.

 

Kina og kineserne skal nok selv ordne indre anliggender. Vi kan hjælpe, vi kan opmuntre, vi kan tilskynde, vi kan presse og true; bestemme kan vi ikke i Kina.

 

De politiske modsætninger, der KAN få lov at brydes i Kina, findes inden for Partiet. Der foregår en livlig og særdeles relevant debat på højt og beslutningsdygtigt plan, f.eks. i Det kinesiske folks politiske rådgivende Konference, CPPCC, en magtfuld ældreforsamling bestående af forhenværende, men fortsat indflydelsesrige ledere og videnskabsfolk. Her diskuteres økonomien, miljøet, korruptionen og de dramatiske sociale spændinger, der må og skal tøjles, hvis ikke de skal eksplodere og afspore udviklingen.

 

Nogle af problemerne og emnerne er så store eller følsomme – som f.eks. de sociale frustrationer og tanken om øget folkelig medbestemmelse – at menige kinesere end ikke må vide, at debatten finder sted. Kataloget over disse problemer er omfattende. Og mest interessant er det, at der synes at findes en ægte vilje til at løse dem. Det kan virke mærkværdigt, at magthaverne tilsyneladende prøver at løse dem i hemmelighed; næsten som om de håber eller tror, at kineserne ikke har opdaget, at den er rivende gal på mange områder.

Men selvfølgelig har kineserne da det. Også selvom medierne, der alle har tilknytning til underafdelinger af Kommunistpartiet, først og fremmest skal opdrage og tilstræbe at indgyde kineserne den rette samfundsånd - ikke indvi kineserne i, hvordan deres land egentlig bliver forvaltet.

 

"Uændret vækst i forbruget af olie og gas er ganske enkelt umuligt"

 

Og i Kong Fuzis tradition regerer man ved konsensus; man stiller ikke uenighed til skue, og enhver beslutning, der bekendtgøres af Kinas ledelse, fremlægges som enstemmig. Men selvfølgelig er der store modsætninger. Det fremgår også, når det ind imellem forlyder, at denne eller hin leder (f.eks. Panchen Lama eller Hu Yaobang) døde af hjertestop under stort skænderi til et afgørende møde. Og det fremgår, når der indimellem lækkes hemmeligstemplede referater eller notater fra lukkede møder i diverse forsamlinger eller tænketanke.

Det er ubetvivleligt, at internettet har åbnet nye muligheder for udbredelsen af oplysning i Kina. Og det er interessant, at kineserne er trygge ved internettet, der virker som en videreførelse af traditionen med opråb i det offentlige rum. Hvor kineserne tidligere blev mødt af vægaviser med opfordringer til korrekt opførsel, afsløring af samfundsfjender og den slags, benytter de godt 12 pct. af befolkningen – 162 millioner kinesere fortrinsvis i storbyerne – der har adgang til internettet, cyberspace på samme vis.

 

Kina har verdens strengeste regler for brug af internettet, godt hjulpet af dem, der ellers hylder oplysningers frie bevægelighed i resten af verden; f.eks. Google, Yahoo, Microsoft, Cisco Systems, m.fl. Yahoo har fx bistået Kinas Internet-censorer i at identificere afsenderen af en regeringskritisk e-mail. Han blev idømt 15 års fængsel. Han er langt fra Kinas eneste fængslede cyber-forbryder, som det hedder. Det er yderst risikabelt for kineserne at ”misbruge” nettet til at forbudte emner som demokrati, menneskerettigheder, pornografi, Taiwan eller Tibet. Det er heller ikke mange, der gør det. Den amerikansk baserede organisation Human Rights in China (stiftet i 1989 af kinesere i eksil) har undersøgt kinesiske netbrugeres tilbøjeligheder til at forsøge at omgå regler og systemer, og under fem pct. forsøger at omgå reglerne. Undersøgelsen viser, at fx universitetsstuderende utilbøjelige til at udforske Nettets muligheder i strid med censorerne.

 

Problemerne: Miljøet

 

Forureningen i Kina er et voldsomt problem – luften i storbyerne er tung af kulstøv og -røg, udstødningsgasser og alle andre miljøgifte. Floder og vandløb forgiftes. Forbruget af råstoffer og ikke mindst energi er et økonomisk og miljømæssigt problem af helt uoverskuelige dimensioner. Uændret vækst i forbruget af olie og gas er ganske enkelt umulig. Det vil medføre voldsomme olieprisstigninger og uløselige globale klimaproblemer, der dræber både den økonomiske vækst og miljøet. Svaret må blive at tredoble udnyttelsen af den nuværende energiproduktion, at fordoble andelen af vedvarende energi og at gøre en langt større indsats for genanvendelse af ressourcer. Kina kan faktisk nå disse mål og i teorien spare fire femtedele af de fossile brændstoffer, man bruger i dag. Og magthaverne ved, at en sådan besparelse kræver stærk regulering via påbud, forbud og skat på energiforbruget. De har en spirende forståelse for nødvendigheden af restriktioner og beskatning kombineret med en storstilet udbygning af kollektiv trafik og ny ære og værdighed til den gamle cykel.

 

Kineserne har naturligvis – ligesom alle andre – krav på at få lukket svælget mellem dem og os. Det står ingen steder skrevet, at de skal nøjes med mindre end os i form af forbrug og beskæftigelse, social tryghed, anstændige arbejdsvilkår, retssikkerhed, menneskerettigheder, oplysning – alle de goder og vel også unoder, som vi tager for givet. Derfor er udfordringen ikke kun til dem, men sandelig også til os, der lever i den rige verden. Det er givet, at der i det 21. århundrede skal ske dramatiske ændringer i både vores vante levevis og i kinesernes forventninger til, hvordan væksten skal udfolde sig i Kina. Produktionsmønstre, teknologier, energiøkonomi osv. skal revolutioneres. Og det ved de kinesiske magthavere godt.

 

Problemerne: Uligheden

 

Dagens Kina står til dumpekarakter i omfordeling. Man skal til USA eller Latinamerika for at finde tilsvarende afgrundsdybe forskelle i levevilkår. Der findes ikke et effektivt skattesystem, der kan udligne de enorme forskelle. Derfor har staten under den økonomiske vækst forsømt skolen og sundhedssystemet, hvor især de fattige rammes af stigende brugerbetaling. Nye sygdomme og epidemier inddæmmes ikke effektivt. Arbejds- og miljøulykkernes antal er tårnhøjt. Korruption er epidemisk. Og væksten fortsætter; der forventes i perioden 2000-2020 at ske en ny firedobling af nationalproduktet, hvilket er formidabelt, men fuldt ud muligt - forudsat, at Kina kan reformere og udvikle sig – og samtidig fastholde den politiske stabilitet.

 

Kinas ledere er udmærket klar over, at projektets succes afhænger af, om de kan sikre, at den næste bølge af velstandsstigning bruges til at bekæmpe fattigdom og arbejdsløshed, løse miljøproblemerne, forbedre skolen og sundhedsydelserne og genskabe større social tryghed – med andre ord: det er afgørende, at udviklingen nu også kommer de dårligst stillede til gode. Shanghais tidligere borgmester Xu Kuangdi formulerede det sådan her for et par år siden: „Det er afgørende, at staten bliver i stand til at omfordele den stigende velstand – helt ud i de fjerneste egne af dette vældige land. Og i den omfordeling er større social retfærdighed det allervigtigste.“[1]

 

"Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, skal storbyerne finde plads til yderligere 400 mio. mennesker de næste 15 år."

 

Problemet er kun større, jo længere man kigger frem. Kina har fficielt 43 mio. arbejdsløse og en årlig tilgang til arbejdsmarkedet på 17 mio. mennesker. Dertil kommer de 140 mio. migrantarbejdere, der er overflødige i landbruget og som derfor søger til storbyerne for at få arbejde. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, skal storbyerne finde plads til yderligere 400 mio. mennesker de næste 15 år. Det bliver Kinas nye velhavere, den nye middelstand på omkring 250 mio. mennesker og de store virksomheder, der må have penge op af lommen. Men også de store udenlandske investorer må bidrage til samfundsudviklingen. Hidtil har Kina i sine vellykkede bestræbelser på at tiltrække udenlandske erhvervsinvesteringer været for gavmildt, når det har givet skattefrihed for virksomheders overskud. Men Kina skal nok vedblive at være et interessant investeringsland, også selv om virksomhederne skal bidrage mere til social stabilitet og bedre uddannelse – hvilket i det lange løb da også er i deres egen interesse.

Magthaverne har også erkendt, at realiseringen af de økonomiske og sociale mål kræver styrkelse af retssikkerheden og borgernes medbestemmelse, respekt for menneskerettighederne og bekæmpelse af korruptionen. Det siger højtstående partikadrer under private former, det siger de internt i tænketanke, og de sagde det på CPPCC’s store konference ”Fremtidsforum for det 21. Århundrede” med undertitlen ”Bæredygtig Udvikling – Kina og Verden” i 2005, og i helt lukkede fora som refereret nedenfor. Men ingen har endnu sagt det offentligt i klare vendinger.

 

Problemerne: Fattigdommen

 

I dagens Kina varetager staten kun en minimal social forpligtelse over for f.eks. helt skæve eksistenser og forældreløse børn. Der er intet, som bare minder om folkeforsikring ved sygdom, invaliditet, arbejdsløshed og alderdom. Her må den enkelte forlade sig på en håndsrækning fra familien eller lokalsamfundet. I de store byer er der et vist mål af social forsorg – men kun for fastboende. Og afvikling og privatisering af de store gamle underskudsgivende statsvirksomheder betyder, at stadig færre er omfattet af de særlige rettigheder, som de gav deres ansatte.

 

I 1992 knuste centralmagten ”risskålen af jern” – dvs. staten opgav forsørgerpligten for den enkelte kineser fra vugge til grav. Ind til da havde der eksisteret en stiltiende pagt mellem CPC og kineserne om, at de underkastede sig til gengæld for forsørgelse. I det nye Kinas første 30 år var denne forsørgelse minimal, men den var stort set ens for alle. Dette sære formynderskab indbefattede også drastiske politiske omvæltninger i destruktive kampagner som fx Det store spring Fremad og Kulturrevolutionen, men det er en anden historie.

 

Behovet for, at staten etablerer social sikring for de utallige millioner ludfattige kinesere, som regeringen siden 1992 har overladt til deres egen skæbne, er enormt. Det handler ikke mindst om de underbeskæftigede på landet og de over 10 pct. af befolkningen, der midlertidigt opholder sig i byerne på jagt efter arbejde. Men staten har ikke midler til at finansiere pensions- og sygekasser. I stedet drøftes strukturer, som vil gøre det lettere også for de økonomisk svageste at klare sig selv. Ifølge Kongfuzianismen skal familien fortsat bære den væsentligste sociale forpligtelse, men med støtte fra et mål af obligatorisk offentlig sygeforsikring. Som det kendes fra Singapore er også lovpligtig opsparing til senere uddannelse og boligkøb på tale som middel til at sikre penge til at styrke uddannelsesniveauet og hæve boligstandarden.

 

Som følge af en stram befolkningspolitik vokser andelen af ældre i Kina mere end i de fleste andre udviklingslande. Problemet ventes at toppe i 2035, når antallet af kinesere i øvrigt ventes at være faldende. Til den tid forventes en femtedel af kineserne at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Med denne nye aldersfordeling af mange ældre og færre yngre kan man dårligt vedblive at forvente og forlange, at pensionsansvaret fortsat skal være et familieanliggende. Så Kina får brug for også her at indføre kollektiv, obligatorisk forsikring af en art.

 

Problemerne: Mangel på uddannelse – og på selvstændig tænkning

 

Folkeskolen skal forbedres, især i yderområderne; alt for mange forlader skolen i utide. Som det er i dag er undervisningsbudgettet latterligt lavt, og en elendig folkeskole nærer den sociale ulighed, fordi de, som har råd, betaler sig til private skoler. I fjor blev det besluttet, at undervisningspligten skal håndhæves, læreruddannelsen skal styrkes og selvstændig tænkning stimuleres. Ifølge den seneste femårsplan skal mange flere skal have universitetsuddannelse, og der skal rettes op på uddannelsen ved en nærmest revolutionerende undervisningsreform, som gør op med den traditionelle terpepædagogik og kongfuzianske udenadslære. For selvom Kong Fuzi er kommet til ære og værdighed, gøres netop hans 2500-årige undervisningsform ansvarlig for, at kineserne flest regnes for uselvstændige og ude af stand til at improvisere. Erhvervslivet klager over, at det tager lang tid at oplære f.eks. nyuddannede ingeniører til at blive praktisk anvendelige. En væsentlig del af den nye undervisningsreform er derfor, at undervisning på alle niveauer skal motivere til selvstændighed og kreativitet.

 

"Men der er ingen tvivl om, at centralmagten er på det rene med nødvendigheden af at etablere et egentligt retssamfund og styrkede rettigheder for den enkelte kineser"

 

Problemerne: Korruptionen

 

Som Hu Jintao sagde i sin åbningstale til den 17. partikongres, er det afgørende, at den vildtvoksende, altfortærende korruption i lokalforvaltninger – og i det hele taget – nedkæmpes. Og der skal ryddes op i Kinas berygtede dynd af klægt bureaukrati med endeløse blanketter og røde stempler; det vil frigøre skræmmende mange penge. Den indsats blev skudt i gang af fhv. ministerpræsident Zhu Rongji; hans efterfølger, Wen Jiabao, har ind til videre været knap så konsekvent på dette felt.

 

Hundredvis af milliarder kroner kan ifølge kinesiske eksperter også findes ved at påse, at virksomhederne betaler skat efter reglerne. Også det handler om at bekæmpe korruption; i dag bestikker virksomheder sig fra at betale den lovpligtige skat.

Som del af kampen mod korruption er det indlysende at lade gevinsterne ved salg af jord til by- og trafikudvikling komme lokalsamfundene til gode. I dag beslaglægger korrupte partiembedsmænd ofte bøndernes jord til udviklingsformål eller spekulation og scorer enorme gevinster for næsen af bønderne, der er de retmæssige indehavere af brugsretten til jorden.

 

Problemerne: Ingen retsstat

 

Selvom Kinas forfatning på papiret er forbilledlig, er landet ikke et retssamfund: Borgerne har ikke veldefinerede rettigheder. De er blevet undertrykt ofte og vilkårligt. De har ikke klare og gennemskuelige regler for, hvad de kan blive straffet for - og hvordan. De har ikke ret til frit at organisere og ytre sig. De er – med god grund – bange for at tage opgøret med korrupte embedsmænd eller sige autoriteterne imod i boligområdet, på virksomheden eller i lokal- og centralregeringen. 

 

Men ingen tvivl om, at centralmagten er helt på det rene med nødvendigheden af at etablere et egentligt retssamfund og styrkede rettigheder for den enkelte kineser; for disse demokratiske institutioner er forudsætninger for den økonomiske og sociale udvikling, som Kinas ledere stiler efter. Der er da også konstruktive bestræbelser i gang for at gøre op med tortur og også dødsstraf. Men det tager tid at bryde med årtusinders brug af tortur. Det er et enormt system, der skal ændre både kurs og mentalitet, men flere og flere domme gøres om, når det kan bevises at tilståelser er fremtvunget under tortur. Og mens flere end 65 forbrydelser i dag kan straffes med døden, arbejder gode kræfter på at begrænse antallet med henblik på helt at afskaffe dødsstraf. Et så drastisk skridt tager årtier, men bestræbelserne er begyndt.

 

Fremtrædende politikere og eksperter i retsvidenskab påpeger utvetydigt i lukkede fora, at retssikkerhed og borgerfrihed dels er kvaliteter i sig selv og dels er nødvendige for, at et moderne samfund kan fungere: Det kinesiske vækstmirakels fortsatte udvikling er umulig, så længe der hersker så stor vilkårlighed om borgernes og virksomhedernes retsstilling, som tilfældet er i dag.

 

Diskussionen handler ikke om demokrati i vestlig forstand. Kina får ikke i overskuelig fremtid flerpartisystem med frie valg og parlamentarisme. Den gode nyhed er, at der finder en betimelig diskussion sted på højt niveau, som lige så forsigtigt anfægter CPC’s magtmonopol og opfordrer til borgernes aktive medvirken i beslutninger. Men heller ikke det vil ske fra dag til anden.

 

Deng Xiapoing: en enestående succesfuld revolution

 

Frem til 1978 var Kina politisk kaos, fattigdom og underudvikling. Deng Xiaoping iværksatte en reformpolitik, hvis konsekvenser han var yderst bevidst om. Han kaldte den „Kinas anden revolution“ og førte den ud i livet med mageløs politisk beslutningskraft. Han slap en helt utrolig foretagsomhed løs i et folk, der indtil da var skræmt fra at tage personlige initiativer af frygt for nye destruktive politiske kampagner. Tidligere chef i Verdensbanken James Wolfenson har sammenfattet resultatet af de første 25 års økonomiske reformer således: „Man kan have højst forskellige holdninger til Kinas styre, men det er ubestrideligt, at intet andet styre i historien på så kort tid har trukket 400 millioner mennesker ud af absolut fattigdom”. I samme ombæring er der opstået en middelstand i Kina på 250 mio. mennesker.

 

Fordoblingen af kinesernes levealder over de seneste 50 år gennem vaccination mod epidemier, bedre ernæring og hygiejne samt dramatisk fald i børnedødelighed er også fremskridt i særklasse. Det kinesiske styre påpeger, at én af forudsætningerne for disse store bedrifter har været den i Vesten ofte forkætrede befolkningspolitik. Befolkningspolitikken har også skabt en helt ny mentalitet i en kultur, hvor individet altid har været underlagt staten og samfundet. Det er tvivlsomt, om snesevis af millioner af forkælede enebørn lader sig ensrette og koste rundt med af statsmagten, som deres forældre og bedsteforældre blev det.

 

Men magthaverne kan bremse, intimidere og tyrannisere længe endnu. Og der er hele tiden nye eksempler på, at der slås ned på alle udtryk i det offentlige rum, der udfordrer eller blot kritiserer Kommunistpartiets enevælde.

 

Hu Jintao: Singapore som model

 

Kinas partichef og præsident, Hu Jintao, er fast besluttet på at mindske uligheden og forbedre bøndernes kår. Hans ideal er antagelig den kloge kongfuzianske kejser, der hersker viist og formynderisk til folkets bedste. Hu er inspireret af Singapore - et velfungerende samfund under reelt ét-partistyre. Flertallet af singaporeanerne accepterer systemet, fordi det har leveret velstand - boliger, uddannelse, arbejde, sundhed, social sikkerhed, retssikkerhed, ordentligt arbejdsmiljø, nul korruption osv. Og når man peger på Singapore-modellen som mulig vej for Kina, er det værd at huske, at den såvel som Singapore selv faktisk er kinesisk. Men der er forskel på at regere 4,7 mio. velhavende borgere i Singapore og 1,3 mia. kinesere; i Kina er der betydelige uoverensstemmelser mellem, hvad regeringen og Kommunistpartiet lover og påstår at levere til borgerne, og hvad de rent faktisk leverer. Der er de mange, mange millioner kinesere, som staten skylder ét eller andet: løn, retfærdighed, pension, uddannelse, frihed… Det ved selvfølgelig enhver, og de snakker også om det indbyrdes. Der er enorme frustrationer og stor utilfredshed med, at man ikke åbent kan kritisere regering og parti.

 

Der mangler simpelt hen nogle helt grundlæggende forudsætninger for den politiske og samfundsmæssige harmoni og stabilitet, som Kommunistpartiet sådan set efterlyser, og som kineserne helt afgjort fortjener. Det gærer voldsomt derude med titusindvis af protestaktioner, der – hvis demonstranterne organiserede sig nationalt – kunne blive en frygtindgydende udfordring for magthaverne. Derfor gør staten sig alle mulige bestræbelser for at forhindre, at de utilfredse forenes. Dels ved at vanskeliggøre samlede oplysninger om aktiviteterne, og dels ved forbud og indespærringer.

 

Men det hører med til nuancerne, at det interne partiliv demokratiseres i et vist mål under Hu Jintao, idet der somme tider er kampvalg om tillidsposterne. Og i Kinas indirekte udpegede og partistyrede parlament, Den nationale Folkekongres, er de så småt begyndt at diskutere og stemme om sagerne. En vovet redaktør på den engelsksprogede avis China Daily skrev i fjor, at tiden er inde til at erkende, at overgangen fra planøkonomi med centraliseret fordelingspolitik til markedsøkonomi har skabt mange legitime interessekonflikter i samfundet, og at borgerne skal have medbestemmelse. Internettet må bruges til åben debat mellem myndigheder og borgere, mente redaktøren, der næppe påtænker at bringe alle de protesterende og aktionerende kinesere sammen. Men det er muligheden for at bruge Internettet til kvalificeret tovejskommunikation mellem Partiet og borgerne, avisen tænker på, samtidig med at de reformer, der skal levere forbedringerne til de skuffede, de frustrerede eller de rasende kinesere, sparkes i gang i en fart.

 

Man kan forsøge at isolere, tryne, fortie, undertrykke eller sprede de titusindvis af protester, så de ikke samles og ender i regulær opstand. Men den helt nødvendige forudsætning for social harmoni er udligning af de enorme sociale skævheder. Og ledelsen under Hu Jintao og Wen Jiabao er oprigtigt engageret i at gennemføre en omfattende omfordeling i Kina. De er helt på det rene med, at uligheden, den vilkårlige forvaltning og korruptionen tilsammen udgør den alvorligste trussel mod Kommunistpartiets magtmonopol. Hovedbudskabet i den 11. femårsplan, der blev vedtaget i 2006, er da også, at der skal pumpes mange flere penge ind i landbruget, i infrastrukturen på landet og i de økonomisk svage regioner, samt at sundhed, uddannelse og sociale vilkår for den menige kineser skal forbedres markant.

 

"Men kan den næste store serie af økonomiske reformer i Kina overhovedet blive sat i værk uden et opgør med den forældede sociale kontrol og autpritære styreform?"

 

Det rimer fint på den netop overståede 17. partikongres, hvor der blev blæst til kamp mod korruption, og det voksende svælg mellem rig og fattig. Det blev atter fastslået, at målet er en firedobling af nationalproduktet pr. indbygger i perioden 2000-2020, samtidig med at energiforbruget skal indskrænkes betydeligt og der i det hele taget skal værnes mere om miljøet.

 

Opbrud i partiet?

 

Men kan den næste store serie af økonomiske reformer i Kina overhovedet blive sat i værk uden opgør med hele den forældede sociale kontrol og autoritære styreform? Det er spørgsmål, som partiledelsen hidtil ikke har været villig til at høre på – endsige besvare. Men diskussionen summer lige om ørerne på dem. Lige under overfladen – også inde i hjertet af det kommunistiske magtapparat – påpeger stadig flere, at hvis kritikken fortsat undertrykkes, kan det ganske enkelt ikke lade sig gøre at håndtere de sociale brydninger, og at de, hvis de eksploderer, uvægerligt vil føre til destabilitet og vold. Det var også budskabet fra 13 tidligere højtplacerede partifolk, da de i fjor protesterede mod lukningen af tidsskriftet Frysepunkt, der havde skrevet åbent om taiwansk politik og om bondeuroligheder. Blandt afsenderne var en tidligere sekretær for Mao Zedong, medarbejdere under den liberale partileder i 1980’erne Hu Yaobang og en tidligere redaktør fra Folkets Dagblad – folk, der desuden på et tidspunkt har været tæt på den nuværende partichef, Hu Jintao.[2]

 

Regeringens økonomiske tænketank, Selskabet for Økonomisk Reform, sagde i foråret 2006 i nogenlunde samme toneart, at den økonomiske reform kun kan lykkes, hvis den ledsages af et uafhængigt retssystem, ordentlig lovgivning om civilret, orden på ejendomsretsforholdene – især på landet – og juridisk sikkerhed for økonomiske transaktioner. Nogle af tænketankens medlemmer gik i den fortrolige diskussion et kæmpe skridt videre og sagde, at Kina må have et demokratisk, repræsentativt system – ligesom på Taiwan. Denne dybt fortrolige – og stærkt interessante – diskussion blandt 30 af Kinas mest magtfulde embedsmænd, akademikere og eksperter gengives i tidsskriftet China Rights Forum 2-2006. Det er næppe tilfældigt, men snarere et udtryk for den progressive del af elitens ønske om at få debatten til at udfolde sig bredere og heftigere, når denne diskussion mindre end to uger efter mødet blev lækket til adskillige kinesisk-sprogede websites både i Folkerepublikken og i udlandet. Tænketankens medlemmer udtrykker sig direkte, og deres reformkrav er vidtrækkende i angrebet på Partiets magtmonopol og magthavernes traditionelle tænkning. Det er synspunkter, som det indtil for meget nylig ikke blot var udelukket at udtrykke; de var farlige bare at tænke.

 

I punktform lød argumentet:

  • - Vi må acceptere, at demokrati, frihed, retssikkerhed og marked er en del af vort samfund. Regeringsapparatet skal grundlæggende reformeres. Centralregeringen må holde op med at tro, at alle løsninger skal påduttes ens alle vegne. Moderniseringen er lykkedes bedst, når den har været inspireret af lokale eksperimenter. De nye løsninger findes bedst ved decentralisering af myndighed og skatteopkrævning. Det er lokalt, at de skal have kapaciteten til at løse de sociale og miljømæssige problemer.
  • - Centralregeringen må holde op med at stampe mod udviklingen i internet-alderen og undertrykke, kontrollere og blokere offentlige tilkendegivelser. Der må åbnes regulære kanaler for folkelig deltagelse, og mediet skal udnyttes til samfundets fordel. Partiets og regeringsapparatets selvkontrol er ikke tilstrækkeligt.

Følgende sammenfatter en rasende interessant stemning og er lige til at få åndenød af:

• Taiwan er modellen nu. Vi tror, det er retningen for Kina, men at sige det ville være en skandale.

Det følges op af markante udtalelser om Folkerepublikkens tilstand:

 

• Maos arv til os var to ting: Fattigdom/tilbageståenhed og et politisk-socialt despoti. Nu er vi snart sluppet fri af fattigdommen. Men despotiet er uanfægtet. Kina har et markedsorienteret, men ikke-demokratisk, ikke-repræsentativt politisk system.

• Før stod Kommunistpartiet sammen med arbejdere og bønder – nu er det pot og pande med virksomhedsejerne.

• Det kommunistiske Parti har end ikke overholdt landets forfatning og ladet sig registrere hos myndighederne. Og dog snakker man om at udvikle et retssamfund.

• Magtstrukturen med parallelle strukturer i Partiet og regeringsapparatet er kaotisk. Den Nationale Folkekongres er antiparlamentarisk.

• De politiske rettigheder, der er garanteret befolkningen i forfatningens artikel 35, er generelt ikke ført ud i livet (forfatningens artikel 35 lyder: Borgere i Den kinesiske Folkerepublik nyder ytrings-, presse-, forsamlings, organisations-, optogs- og demonstrationsfrihed).

• En økonomisk reforms succes er helt afhængig af udvikling af retssystemet/retsstaten.

• Kina savner et uafhængigt retssystem. Der mangler en ordentlig lovgivning om civilret. Der mangler orden på ejendomsretsforholdene – især på landet. Der mangler lovmæssigt sikkerhed for økonomiske transaktioner.

• De sociale forhold er uholdbare. Arbejdsforhold og sundhedsforhold for snesevis af millioner af vandrede arbejdere er uacceptabelt ringe; mange af dem får end ikke udbetalt retmæssig løn.

• Vi er ikke folkets regering, når vi kun bruger fem procent af uddannelsesbudgettet på folkeskolen, og vi ikke tilskynder til selvstændig tænkning i skolen.

• Vor ideologi – en masse af den – betragtes selv i de højeste cirkler i landet som noget skrammel.

• Kina mangler et etisk fundament. Vi har været så optaget af penge og marked, at vi helt har ødelagt grundlaget for en offentlig etik.

 

Den slags fordomsfri debatter foregår foreløbig kun i begrænsede eller helt lukkede fora; det store og afgørende spørgsmål er, om de øverste ledere vil lytte. Den positive tolkning er, at uden et mål af opbakning i centralmagten, eksisterede de ganske enkelt ikke.

 

Man må tolke det som tegn på, at mens kineserne bliver pålagt alle mulige forbud og påbud og udsættes for ideologiske renselseskampagner – og mens milliarder af kroner bruges på at overvåge borgernes ytringer på Internettet – så trives samtidig en frodig dissens også i magtens inderste cirkler; den politiske oppositions findes, men indenfor Partiet, ikke udenfor. Men hvordan synspunkterne fordeler sig er uvist: ”Overmagten” er stadig for stor, meningsforskellene i de øverste magtorganer er statshemmeligheder. Vi ved ikke, hvor meget det, man kunne kalde „undermagten“, fylder. Måske er den 49,9 procent og sidder på spring?

 

Magten i Kina er i dag skruet sådan sammen, at et enkelt menneske næppe igen bliver enerådende. Da Hu Jintao og Wen Jiabao som fjerde generation af ledere i Det nye Kina kom til magten i 2002-3, var det den første helt fredelige magtoverdragelse. Det er klart, at der har været drøje diskussioner og studehandler, men de er tilsyneladende blevet ordnet i mindelighed. Sådan vil enhver ansvarlig kinesisk leder også have det i fremtiden – aldrig mere de blodige destruktive magtopgør. Så hellere lidt forsigtighed.

 

OL bringer ikke reformer

 

Er Kina på vej mod noget, der mere ligner demokrati – og er demokrati overhovedet løsningen for Kina? Som nævnt er det ikke givet, at demokrati, som vi kender det i Vesten, bliver modellen – i hvert fald slår demokrati i vesteuropæisk forstand ikke an på det kinesiske fastland i nogen overskuelig fremtid. Men vi kommer heller ikke til at opleve blodige tilbageslag i lighed med begivenhederne i 1989. Det skyldes først og fremmest, at lederne under ingen omstændigheder vil lade en situation udvikle sig tilsvarende igen. En af grundene er netop, at de vil undgå den spektakulære og dramatiske konfrontation, som opstanden i Beijing og de efterfølgende massakrer endte med at blive. Det er også klart, at de kinesiske ledere ikke nærer noget som helst ønske om at slå kinesere ihjel – men omvendt kan man ikke udelukke, at de vil gøre det, hvis de føler, de bliver nødt til det. Her er jokeren jo så absolut om og i givet fald hvornår og hvorfor, de „føler,“ at det skulle blive „nødvendigt“.

 

"OL i Seoul i 1988 har fået en del af æren for demokratiets efterfølgende indførelse i Sydkorea. Det er helt usandsynligt, at skulle få samme dynamiske virkning i Kina."

 

Hu Jintao og hans allierede vil forsøge at legitimere en Singapore-model ved at imødekomme de forventninger i den økonomiske, sociale og miljømæssige reformpolitik, som han forestiller sig, befolkningen har. Et – forhåbentligt stærkt reformeret – Kommunistparti vil bevare sit reelle magtmonopol. En behersket decentralisering vil finde sted. Men centralmagten vil uforandret bekæmpe enhver tendens til separatisme og opløsning af det vældige sammensatte land – og den vil have heldet med sig.

 

Nødvendigheden af at inddrage og ansvarliggøre stadig bedre uddannede og oplyste borgere i kampen for ordentlig, gennemskuelig og ukorrumperet forvaltning vil – eller bør i hvert fald – føre til, at medierne og internettet gradvis benyttes til kritisk samfundsdebat. Men nogen lempelse af det stadig strammere greb om medierne finder under ingen omstændigheder sted på denne side af De olympiske Lege i Beijing 2008. Ledelsen skal bevise for Partiet og verden, at den har kontrol – selv om det jo egentlig ikke er noget at prale af. Indenrigspolitisk bruger magthaverne OL i Beijing som bevis over for kineserne på den øvrige verdens beundring og respekt. Værtskabet udlægges officielt som international politisk hæder til Kina, selvom det jo er Den internationale olympiske Komité og ikke f.eks. FN, der har valgt Beijing.

 

Magthaverne beder kineserne om ”hjælp” til at give omverdenen et ”demokratisk og civiliseret indtryk” af Kina i forbindelse med OL. Og de lover internationale medier ”arbejdsbetingelser i overensstemmelse med internationale standarder.” Foreløbig har løftet om almindelige arbejdsvilkår for udenlandske journalister i Kina fået den konsekvens, at medlemmerne af Korrespondentklubben i Beijing ganske vist har fået større frihed til at interviewe kinesere efter eget valg; til gengæld er flere af de pågældende bagefter blevet tilbageholdt og udspurgt – i værste fald chikaneret eller anholdt. Den form for ”frihed” bryder de færreste journalister sig om at arbejde under. Dertil kommer, at uønskede elementer altid bliver jaget ud af byen, når der kommer fine gæster – nogle fængsles, andre kommer i husarrest, de fleste – og mest uskadelige – bliver blot bortvist fra byen en tid. I Beijing bliver f.eks. flere hundredetusinde ulovlige migrantarbejdere, tiggere og andre tvivlsomme eksistenser jaget på porten under OL.

 

OL i Seoul i 1988 har fået en del af æren for demokratiets efterfølgende indførelse i Sydkorea. Det er helt usandsynligt, at Legene skulle få samme dynamiske virkning i Kina. Dels er landet enormt, dels er begivenheden nærmest isoleret til Beijing.[3]Så nej, OL kommer ikke til at påvirke styret i Kina.

 

Styrkelsen af retsvæsenet vil være lettere at sluge for magthaverne. Det seneste årti har forskellige sider af retsvæsenet, som nævnt, været under forsigtig opbygning- Denne tendens fortsætter - langsomt - hen imod et uafhængigt, gennemskueligt og pålideligt retssystem.

 

Men OL eller ej, nogle af kinesernes forfatningssikrede – men generelt tilsidesatte – borgerrettigheder vil hen ad vejen få substans. En gradvis styrkelse af de forskellige institutioners selvstændighed vil føre fremad mod en reel tredeling af magten i lovgivende, udøvende og dømmende. Den nationale Folkekongres’ lovgivende funktion vil styrkes over tid. Vi ser allerede, at de ellers meget partiloyale udpegede medlemmer faktisk er begyndt at diskutere og stemme om tingene. Men hvis Folkekongressen skal hæve sig over tegneseriedemokratiet, skal medlemmerne vælges på ægte demokratisk vis og ikke som i dag udpeges blandt medlemmer af Kommunistpartiet og dets symbolske godkendte støttepartier. Her vil magthaverne være meget tøvende med at give slip. Men måske vil der efterhånden spire en slags demokrati frem indenfor Kommunistpartiets rammer derved, at der bliver flere kandidater at vælge imellem, når tillidsposter – også til Folkekongresserne både nationalt og i provinserne – skal besættes.

 

"Nutidens kinesiske kommunisme er en særlig ét-partiudgave af kapitalismen. Man kan håbe, den udvikler et mere menneskeligt ansigt og større socialt ansvar, når Hu Jintao og Wen Jiabao fører reformpolitikken videre."

 

Kommunistpartiets omdannelse

 

Man kan spørge, om fremtidens regerende parti i Kina har andet end navnet til fælles med det kommunistiske parti, der tog magten i 1949 – og om det vil være andet og mere end rammen for magtens organisering; en boltreplads for eliten til at uddanne sig, lære hinanden at kende – og skabe god guanxi, gode forbindelser.

Nutidens kinesiske kommunisme er en særlig ét-partiudgave af kapitalismen. Man kan håbe, at den udvikler et mere menneskeligt ansigt og større socialt ansvar, når Hu Jintao og Wen Jiabao fører reformpolitikken videre. Partiet har endnu hverken haft mod eller fantasi til at tage navneforandring, for at matche udviklingen. Det forudsætter jo også, at ledelsen er klar til at gøre op med Mao Zedongs arv og forbrydelser. Det vil være et så dramatisk opgør med myter og løgne, at det sikkert både frister og skræmmer mange. Men selvfølgelig kommer dette opgør, når en fri debat om fortiden engang i fremtiden får lov at udfolde sig.

Det er nærliggende at se udviklingen med den gradvise, men totale forvandling af indholdet i Kinas kommunistiske Parti som endnu et eksempel på, at Kina opsluger de „fremmedelementer,“ der tager magten i landet. Det skete, da mongolerne invaderede Kina; deres Yuan-dynasti (1206-1368) blev ganske og hurtigt kinesificeret. Det samme skete med manchuerne og Qing-dynastiet (1644-1911). Der findes ikke nogen god grund til, at det samme ikke skulle ske for kommunismen: at Kina ganske enkelt klemmer selve luften ud af kommunismen som begreb og tillemper den, så den bliver ægte kinesisk – mister al oprindelighed og kun udgøres af det, som Deng Xiaoping så koket kaldte „særlige kinesiske kendetegn“. En særlig altomfattende kinesisk bestandighed eller hårdførhed, som totalt opsluger ydre påvirkninger.

noter:

 

[1] Dernæst kommer en massiv indsats for at rydde op efter årtiers miljøsvineri, en seriøs indsats mod forurening i fremtiden såvel som at spare på energiforbruget.

[2] Friheden – og modet – til at tænke frit, udvikle og tilmed tale oplever man også i Kinas Samfundsvidenskabelige Akademi, en forsknings- og tænketank under regeringen.

[3] Til gengæld har hovedstaden fået et mageløst infrastrukturelt boost med styrkelse af den offentlige transport, flere ringveje, flotte sportsarenaer, nyt operahus, Olympisk Landsby mm., som beijingboerne og turister kan have glæde af i mange år.

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal