Bhutan: bruttonational lykke

I Bhutan er det ikke kun bruttonationalindkomsten, men også faktorer som psykologisk velvære, samfundets energi, økologisk mangfoldighed og balancen mellem arbejde og fritid, som tages med, når man skal måle, om befolkningen er lykkelig.

fra djøfbladet

AF Mette Holm

Økonomisk udvikling er et mål for de fleste lande; det er midlet for ulande til at svinge sig op i omdrejningshøjde med den rige verden.

Som Kinas sidste kommunistiske egentlige kejser og hjernen bag verdens vel største økonomiske eksperiment, Deng Xiaoping, udtrykte det. ”Det er storslået at blive rig,” og ”det er i orden, at nogle bliver rige før andre.” Resultatet er velkendt; i dag er nogle få kinesere styrtende rige, Kina har fået en middelklasse på 250-300 millioner mennesker, mens et voksende flertal – især på landet - er blevet hægtet af den økonomiske udvikling og ind til videre strandet i dens krybespor. Men det er også et faktum, at Deng Xiaopings økonomiske reformer, der blev sparket i gang i 1979, har forlænget kinesernes levetid, sænket børnedødeligheden og løftet 400 millioner kinesere ud af dyb fattigdom - og flere er hastigt på vej. Dét resultat er uden sidestykke i verdenshistorien.

Når den traditionelle tilværelse støder sammen med galopperende økonomisk udvikling, fører det næsten uvægerligt til stor social elendighed i dele af befolkningen. Først, når den økonomiske udvikling begynder at give samfundsmæssigt afkast i form af social sikring, sundhed, uddannelse osv. – i form af velfærd - breder udviklingen sig gunstigt i hele befolkningen.

Alt dette har de gode konger i det lille bjergrige Bhutan i Himalaya luret på i 35 år. Efter altid at have været lukket som en musling om en perle, er Bhutan i færd med at afvikle det absolutte monarki til fordel for folkestyre med konstitutionelt monarki. Økonomisk udvikling står højt på listen, men ikke den sociale deroute, som ofte anses for en nødvendig omkostning undervejs.

Bhutans konge har siden 1981 fået sine embedsmænd og forskere til at finde ud af, hvordan man udnytter økonomisk udviklings gode sider – og fravælger elendigheden, som ofte knytter sig til hovedkulds ensporet økonomisk udvikling. Resultatet er indeks over bruttonational lykke, BNL. Det indebærer at være bevidst om færden og inddrage mange andre faktorer end økonomi. Bhutans Kommission til Bruttonational Lykke og den tilknyttede tænketank har i fællesskab udformet parametrene for bruttonational lykke, BNL.

Kommissionen holder til i den gamle dzong – regeringsbygning cum tempel - i hovedstaden, Thimphus nordlige udkant. Lederen, Karma Tshiteem, har titel af dasho – med ret til at bære sværd – og tager imod i traditionel klædedragt, knækort kofte og knæstrømper, som alle mænd bærer, når de er på arbejde i Bhutan.

”Vores 10. femårsplan begynder her 1. juli med BNL som overordnet vision. Men på kort og mellemlangt sigt er målene hverdagsagtige – fattigdomsbekæmpelse, økonomisk vækst. Selvom ingen sulter her i landet, har vi dog betydelig fattigdom. 23 pct. af befolkningen lever for under en dollar om dagen. Men vi har også et basalt sikkerhedsnet og uformel tryghed – folk hjælpes ad,” forklarer Karma Tshiteem.

Bhutan er ét af få udviklingslande, som planmæssigt nærmer sig årtusindemålene for bl.a. skolegang til alle, udryddelse af sult og fattigdom, reduktion af børnedødelighed, bekæmpelse af HIV-Aids, malaria mm. samt styrkelse af miljøet.

Det er et fint udgangspunkt - ligesom muligheden for at vælge industrier, der skal brødføde nationen sammen med den betydelige eksport af vandkraft til Indien. ”Vi er bedre til uddannelse end til at bygge veje,” forklarer Karma Tshiteem.

Så hårdt fysisk arbejde tager ”sydbhutanerne” af nepalesisk afstamning og importerede indiske arbejdere sig af. Netop hinduistiske ”sydbhutanerne” er den eneste skamplet på Bhutan omdømme; 100 000 af dem blev landsforvist i 1990 og sidder stadig i flygtningelejre i Nepal uden udsigter til snarlig ændring, endsige forbedring af deres situation.

Sydbhutanerne figurerer heller ikke i fremtidsvisionerne. ”Vi satser på at styrke ædle bhutanske håndværk som byggeri – og på langt sigt f.eks. informationsteknologi, undervisning, turisme, kunst og design,” siger Karma Tshiteem.

På den anden side af Thimphu-floden i tænketanken Center for Bhutan Studier fortæller ledende forsker Karma Galay begejstret om BNL.

Der er ni indikatorer for national lykke: psykologisk velvære, sundhed, uddannelse, kulturel mangfoldighed, samfundets energi, god regeringsførelse, økologisk mangfoldighed, levestandard (herunder BNI) og balancen mellem liv og arbejde. Hver indikator har adskillige undergrupper.

”Vi har læst al litteratur om glæde og lykke og udvikler hele tiden indikatorerne.” I forbindelse med udarbejdelsen har Karma Galay stået for en national rundspørge blandt 1300 mennesker.

”Vi bad folk nævne 5-6 ting, der gør dem glade, og om at placere deres glæde på en skala fra ét til 10 – hvor ét var det ulykkeligste menneske og 10 det lykkeligste. Og så fandt de deres plads på lykkebarometret,” forklarer Karma Galay.

”Vi spurgte også om f.eks. mental sundhed, psykiske problemer, om de havde forsøgt selvmord og i givet fald hvorfor.” Interessant nok blev flere vrede, når de blev spurgt om selvmord. Men spørgsmålet var relevant, for der var dem, der havde forsøgt eller overvejet selvmord, og de var glade for at blive spurgt – og fortalte også, hvad der kunne drive dem derhen: skilsmisse, vold i hjemmet eller simpelthen sorg i hjertet.

Bhutanerne er generelt glade. Det tilskriver både Karma Tshiteem og Karma Galay bhutanernes dybe tro. ”Buddhismen handler i høj grad om glæde og balance – mental balance, balance i tilværelsen, i naturen; buddhismen er en dybt tilfredsstillende livsform. For os er middelvejen, som vi kalder den, vigtig. Det er den universelle balance, vi lever i,” forklarer Karma Tshiteem – og BNL handler i høj grad om at finde og systematisere denne balance.

Med Karma Galays ord er det ”ikke særligt enestående,” hvad der gør folk glade: ”godt helbred, godt familieliv, en indtægt, adgang til vejnettet (ikke enhver beskåret i det lille bjergrige land), og også ”større” ting som f.eks. god og ærlig forvaltning i Bhutan og fred i verden – og muligheden for at praktisere deres tro. Når vi ved, hvad der gør folk glade, forbinder vi de forskellige variabler med deres grad af lykke,” forklarer Karma Galay.

“Vi måler, hvor meget folk hjælpes ad og interagerer. Det er noget, I virkelig mangler i Vesten. I bor dør om dør, men I er også isolerede. I er ligeglade med, hvem der er jeres nabo; vi ser på, om folk deltager i fællesskabets aktiviteter, i festival’er – om de hjælper de syge. Vi regner også ud, hvor mange dage om året folk bruger på den slags; og om folk hjælpes ad med særligt krævende opgaver som at bygge hus og høste.”

”Og vi spørger til folks tillid til andre og deres generelle tryghed. Hvad mener de om regeringen, lokalregeringen osv.? Har de frihed til at organisere sig, ytre sig, føler de sig diskrimineret?” Alt sammen indgår i indeks over BNL.

“Hvis nogle regioner klarer sig dårligt, kan vi slå op og se, hvad der er gået galt – og gribe ind,” forklarer Karma Galay.

Og når man har set, hvor mange samfund i udvikling, store og små, nære og fjerne, der lider under social elendighed som følge af netop økonomisk udvikling - med arbejdsløshed, svigtende selvværd, kulturens opløsning, alkoholisme, vold i hjemmet, øget kriminalitet osv., osv. – er det indlysende, at meget kunne være gået anderledes, hvis de havde haft indeks over BNL som kompas til at holde samfundet på sikker kurs under store omvæltninger.

djøfbladet nr. 11, 2008 (s. 38-39)

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal