Tibetanerne kan tænkes ind i Kina

Kronik i Politiken:  Tibetanerne og Kina har alt at vinde ved at bringe Tibet ind i den kinesiske udvikling frem for at søge den tibetanske kulturs udslettelse.

Af METTE HOLM

Forestil jer Dalai Lama i den kinesiske provins Sichuan til mindehøjtidelighed for ofrene for det frygtelige jordskælv i maj, sådan som den amerikanske klummeskriver Nicholas D. Kristof for nylig mere end antydede ligger i kortene.

Dalai Lamas deltagelse er indlysende for så vidt, at der var mange etniske tibetanere mellem de 70.000 dræbte; hans tilstedeværelse ville være en begivenhed af historiske dimensioner – og den perfekte lejlighed til at indlede reel forsoning frem for den ’dialog’, de kinesiske magthavere påstår at føre med Dalai Lama.

To gange i sensommerens løb gengav International Herald Tribune indlæg fra Kristof, der skrev, at pålidelige kilder over for ham havde sandsynliggjort, at Dalai Lama kunne være til stede ved en mindehøjtidelighed 12. november, seks måneder efter jordskælvet.

Intet ville være mere naturligt, end at Dalai Lama var til stede i sin egenskab af tibetanernes religiøse overhoved. Den 73-årige Dalai Lama har ikke været i sit fødeland, siden flugten i eksil for snart 50 år siden.

Han gør intet krav på at genoptage hvervet som tibetanernes politiske leder. Den tibetanske diaspora har i stedet oprettet en eksilregering i Dharamsala i det nordlige Indien.

Dalai Lama modtog Nobels Fredspris i 1989 for sin stædige og fredelige kamp for tibetanernes selvbestemmelse, som i det hele taget har vakt mange gode følelser i Vesten.

Dalai Lama har mange vestlige tilhængere, der bekender sig til ham, fordi de er tiltrukket af hans religiøse og åndelige budskaber såvel som hans egenskab af tibetanernes leder.

Dalai Lamas popularitet i Vesten går de kinesiske ledere grænseløst på. Og de var afmægtige i deres raseri over forårets katastrofale medieomtale i Vesten af dels de voldelige uroligheder i Tibet og dels den olympiske fakkels omtumlede tourné i vestligt orienterede lande.

Det nye Kina blev de første årtier efter grundlæggelsen i 1949 nærmest regeret gennem kaos; og med den nære fortid frisk i erindringen tilstræber vor tids kinesiske magthavere harmoni i overensstemmelse med den gamle filosof Kongfuzi.

Men vejen til et harmonisk forhold mellem Kina og tibetanerne er fuld af forhindringer; en af dem er Tibets størrelse. Kineserne fastsætter størrelsen til det nuværende ’Lille Tibet’, der udgør den såkaldte Autonome Region Tibet (TAR).

Dalai Lama mener, der er tale om et langt større område, ’Stortibet’, som også omfatter dele af de provinser og formelt autonome regioner, der grænser op til det nuværende Tibet, Sichuan, Yunnan, Qinghai (hvor han selv er født) og Gansu, som er befolket af tibetanere.

Dalai Lama anser sig selv for alle tibetaneres åndelige leder, ikke kun de 2,4 mio., der lever i TAR, men alle de (ifølge folketællingen i 2000) 5,2 millioner tibetanere, der lever i Kina, så vel som de godt 110.000 i eksil.

Parterne har på intet tidspunkt syntes i stand til at anslå blot en svagt forsonende tone, men de seneste ti år har de kinesiske magthavere og repræsentanter for Dalai Lama ført en ujævn og stort set resultatløs dialog om tilnærmelser af en art. I oktober kom Dalai Lama med en – for ham – usædvanlig kontant udmelding om, at han ikke længere tror på, at ’dialogen’ kan føre til noget.

I det lys synes Nicholas Kristofs forudsigelse temmelig fantasifuld, men jo på ingen måde mindre aktuel eller nødvendig. En hvilken som helst fremdrift eller nyt udgangspunkt i den fastlåste situation er velkommen.

Europas romaer opfatter sig som nation – mig bekendt den eneste nation i verden, som ikke gør krav på territorium eller landegrænser, men alene kræver retten til eksistens som folk og kultur med dertil hørende nationale rettigheder og status.

Dette enestående begreb, at være en national enhed, der ikke gør krav på land og grænser, kunne måske fyre lidt op under den i bogstaveligste forstand nedfrosne ’dialog’ mellem Kina og tibetanerne; eller det kunne bidrage til at skille spørgsmålene om territorium og etnisk enhed ad, sådan at man måske indledningsvis kunne finde noget at enes om og bygge på. Også udviklingen i andre lande kunne tjene som inspiration til at starte på en frisk.

I Mongoliet er befolkningen gelupga-buddhister, samme gren af buddhismen, som Dalai Lama er leder af. Under et besøg i Mongoliet for godt to år siden, var jeg ved tilfældets gunst så heldig at være i Gandantegchinlen Khiid, landets største kloster og tempel, der ligger i hovedstaden, Ulaan Bataar, netop som Dalai Lama skulle komme på besøg.

Mindre end en måned før var jeg i Tibet, hvor jeg i hovedstaden, Lhasa, oplevede det skræmmende og isnende forbud, der omgiver Dalai Lama dér. Buddhisterne i Tibet må ikke tilbede Dalai Lama, som er gelupga-buddhisternes vigtigste skikkelse, de må end ikke eje et foto eller nogen form for gengivelse af deres åndelige og religiøse leder.

Det er grusomt og virkelig mærkeligt, at de kinesiske magthavere kan være så bange for en hellig mand af kød og blod.

Oplevelsen kort forinden i Tibet gjorde oplevelsen i Gandantegchinlen Khiid så meget større og tankevækkende. Sådan skulle det også have været i Tibet. Tusinder af festklædte troende samlet i smittende forventning.

En sagte nynnen spredte sig i mængden og steg og steg til en brusen, så den til sidst var som en nærmest fysisk forbindelse mellem mongolerne; åbenheden og den næsten håndgribelige kærlighed og varme, der mødte Dalai Lama ved ankomsten – som det sig hør og bør for en leder i limousine med det tibetanske flag – var overvældende. En i sandhed smuk og rig oplevelse – også for en ikke-troende.

Det var et helt naturligt møde mellem troende og deres leder – særligt tankevækkende i betragtning af, at mongolerne i årene 1921-90 oplevede en brutal undertrykkelse af deres religion.

Forfølgelserne toppede i 1930’erne, da tusindvis af munke blev tvunget til at rive deres klostre ned, hvorpå de blev ledt bort til deres egne henrettelser. Først efter den fredelige revolution i 1990 fik mongolerne atter lov at tro.

Det kan undre, at de kinesiske magthavere vælger at lave hysteriske diplomatiske scener, hver gang Dalai Lama besøger sine trosfæller i nabolandet i nord i stedet for at notere sig, at 70 års ekstrem undertrykkelse af troen i Mongoliet har styrket den i stedet for at udslette den.

En anden beskeden nabo til Kina er Bhutan, hvor en nært beslægtet gren af buddhismen i over 1300 år som statsreligion har rådet i en grad, så den offentlige administration og troen den dag i dag i de større byer holder til i hver sin ende af det samme kompleks, dzong’en, der tjener som regeringsbygning eller rådhus såvel som tempel.

Bhutan har været absolut kongedømme i 100 år. Og efter 25 års planlægning af den siddende konges far, den fjerde kong Jigme Wangchuk, er enevældet blevet afviklet til fordel for konstitutionelt monarki med demokrati og parlamentsvalg.

Jeg besøgte Bhutan kort efter det første parlamentsvalg i foråret. Bhutanerne var noget skeptiske over for al denne selvbestemmelse, men da de luftede deres bekymring for den unge konge og hans far, sagde begge, at der var ingen vej uden om. Tiden er inde til demokrati i Bhutan.

Forud for den kinesiske ’befrielse’ af Tibet i 1951 havde Bhutan og Tibet meget til fælles. I mellemtiden har Bhutan af egen kraft gjort op med feudalstyret, mens Kina med stor militær tilstedeværelse og andre grove metoder stadig foregiver at bekæmpe og undertrykke feudalismen i Tibet. Også dette – feudalismens fuldstændig fredelige afvikling i Bhutan – burde tjene som inspiration for den kinesiske overmagt i spørgsmålet om Tibet.

’Dialogen’ mellem Kina og Dalai Lamas repræsentanter gør sig knap nok fortjent til den betegnelse. Med usvigelig sikkerhed munder hvert møde ud i, at de kinesiske medier oversvømmer kineserne med direkte løgnagtige referater af de tibetanske synspunkter og anklager mod Dalai Lama for at ville splitte moderlandet i atomer, for terrorisme og andre bizarre beskyldninger, der nemt kunne afvises som dårlige vitser, hvis ikke det var for deres alvorlige og sørgelige konsekvenser.

Kineserne ved generelt ikke, at Dalai Lama er inderlig pacifist, at han ønsker selvstyre, sådan som tibetanerne faktisk har krav på ifølge Kinas forfatning, samt naturligvis at Tibets forsvars- og udenrigspolitik styres fra Beijing i lighed med Kinas øvrige autonome regioner, f.eks. Hongkong.

Kineserne ved heller ikke, at Dalai Lama med hele sin moralske autoritet kæmper bravt for at forhindre unge utålmodige tibetanere i at ty til vold i opgøret med den kinesiske overmagt; for det meste med held, men – som verden oplevede det ved de tragiske sammenstød i 49-året for oprøret i Lhasa i marts – ikke hele tiden og næppe heller i al fremtid.

I sommer så jeg nogle store hvide telte ude ved et af de steder nær Beijing, hvor man kan besøge Kinas Store Mur. Jeg spurgte, hvad de mon var til, og svaret var: »Du ved, Dalai Lama har mange terrorister, der vil bombe de olympiske lege«; teltene var beregnet til at undersøge biler for tibetanske terrorister. Lige så tåbeligt svaret var, lige så oprigtigt var det også.

For det er den historie, Kinas medier, der alle er underlagt Kommunistpartiets kontrol og censur, fortæller kineserne. Og eftersom uafhængig oplysning er vanskeligt tilgængelig i Kina, tror de fleste vitterligt, at tibetanere er farlige terrorister såvel som utaknemmelige borgere i Moderlandet, der er helt ude af stand til at værdsætte den strålende udvikling, som Kina og Kinas Kommunistparti storsindet iværksætter i det tilbagestående og primitive Tibet.

Når man besøger Tibet og ligefrem er så heldig at møde tibetanere uden for den slagne vej, som det officielle Kina anviser, er det åbenbart, at den kinesiske udvikling i Tibet først og fremmest gavner kinesiske bosættere og den kinesiske hærs massive tilstedeværelse.

Jeg mener, gedehyrden eller kodriveren har ikke den store nytte af den flot anlagte asfalterede flersporede vej, som hverken han eller hans dyr må gå på osv., osv.

Den nye flotte jernbane til Tibet minder mest af alt om den jernbane, som energiske, materialistiske nybyggere anlagde hen over Amerika, mens de oprindelige beboere blev reduceret til seværdigheder og hegnet ind i reservater – jernbanen hen over USA blev tilmed også bygget af billig kinesisk arbejdskraft.

Da den nye jernbane til Tibet blev besluttet, sagde daværende præsident, Jiang Zemin, sågar til New York Times, at dette var en politisk beslutning, som skulle gennemføres for enhver pris – også selv om det blev med stort økonomisk tab.

Det er påfaldende, at de fleste ’almindelige’ kinesere såvel som embeds- og partifolk, man snakker om Tibet med, aldrig har været der. De bygger alene deres viden på mediernes og propagandaens forvanskede billede. I de allerfleste tilfælde tror de også selv på den officielle ’sandhed’, som de har læst eller er blevet forelagt og uden tøven bringer videre.

Jeg har mødt mange kinesere, der er oprigtigt ulykkelige og helt ude af stand til at begribe, hvorfor tibetanerne ikke er taknemmelige over alt det gode, Moderlandet har udrettet for dem; og jeg har mødt mange tibetanere, som anser den kinesiske udvikling i Tibet som direkte rettet mod at nedbryde dem, deres land, kultur og hele eksistens.

Man kan dårligt tænke sig større misforståelse – af mere sørgelig konsekvens. Parterne er næppe i stand til at frigøre sig fra de seneste 60 års dramatiske og omkostningsrige fælles historie, men tænk, hvis de var i stand til at begynde på en frisk.

Tænk, hvis de sammen kunne finde frem til fredelig og harmonisk sameksistens, som ikke kræver tilstedeværelsen af hundredtusindvis af soldater fra den kinesiske befrielseshær (til at beskytte hvem mod hvad?) i Tibet.

Vor tids Kina gør enorme fremskridt og viser mange opmuntrende tegn på gunstig udvikling inden for miljøet, den almindelige kinesers retssikkerhed, arbejdet mod tortur og dødsstraf, forskningen, kulturen, kunsten og meget mere.

Kineserne, tibetanerne og verden har alt at vinde, hvis Tibet blev tænkt ind i denne udvikling og kunne eksistere, blomstre og udvikle sig som en harmonisk del af Kina i stedet for en på randen af kulturel udslettelse.

Mette Holm er journalist og forfatter, bl.a. til flere bøger om Kina.

Kronikken blev trykt i Politiken 11. november 2008

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal