Skamløst retsopgør i Cambodja

Så blev den første af blot en håndfuld af de øverste ansvarlige for uhyrlighederne under Pol Pots og De Røde Khmerers bondestyre i årene 1975-79 omsider stillet for en dommer: Kaing Guek Eav, bedst kendt som ’Duch’, tidligere skolelærer og bøddel med mindst 14.000 cambodjaneres liv på samvittigheden.

Af METTE HOLM

Det er kun de indledende øvelser af retssagen, der er gået i gang her medio februar. Ingen er naturligvis skyldig, før det er bevist. Men i Duchs tilfælde har han selv erkendt, om end han siger, han handlede efter ordrer fra oven.

Han fik selv nøje dokumenteret torturen i sikkerhedsfængslet og udryddelseslejren, som han var leder af; han fik dokumenteret og fotograferet ligene af de døde efter henrettelsen. Dertil kommer, at han er blevet identificeret og genkendt som den frygtede og brutale leder af torturfængslet S-21 i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

7. januar var det 30 år siden, at Pol Pot og De Røde Khmerer blev styrtet ved en invasion fra Vietnam – i S-21 var der fem overlevende, der dårligt troede på deres held, da vietnameserne kom frem. 30 år er lang tid.

Og netop at lade tiden gå, så de ansvarlige kan dø, synes at være strategien i retsopgøret med De Røde Khmerers topfolk. Men det læger ingen sår. Kun ofrenes efterladte har tilsyneladende interesse i, at retfærdigheden sker fyldest. Men de er mange. Endnu flere ved imidlertid næppe, hvad der skete. Over halvdelen af Cambodjas befolkning er under 21 år og har ingen erindring om uhyrlighederne.

Til gengæld har mange haft glæde af at lade tiden gå ... Cambodjas nuværende topfolk har en fortid hos De Røde Khmerer, blandt dem ministerpræsident Hun Sen og Nationalforsamlingens formand, Chea Sim, der dog deserterede og flygtede til Vietnam.

USA var i høj grad medansvarlig for den politiske situation, som overhovedet gjorde De Røde Khmerers magtovertagelse mulig i 1975, og modarbejdede siden systematisk Vietnams befrielse af Cambodja fra De Røde Khmerer. Kina støttede dem med våben, penge og rådgivning helt frem til 1990’erne. Bl.a. sendte De Røde Khmerers oprørsradio fra Kina, og deres landminer var kinesiske. USA og Kinas politik var årsag til, at FN og størstedelen af det internationale samfund ikke anerkendte Cambodjas regering før 1991. De Røde Khmerer sad på Cambodjas sæde i FN frem til da. Mange store spillere har med andre ord interesse i at holde låg på fortiden.

Cambodjas nyere historie er grufuld. Pol Pot og hans Røde Khmerers ultramaoistiske bondeutopi kostede mellem 1 og 2 millioner cambodjanere – op imod en fjerdedel af befolkningen – livet i løbet af knap fire år.

De døde af overanstrengelse, sult, tortur og ydmygelser, sygdom – og mange titusinder blev henrettet.

Inden Pol Pot kom til magten i april 1975, havde general Lon Nol betydelig militær og økonomisk opbakning fra USA gennem fire-fem år. Lon Nols styre var gennemkorrumperet, og amerikanernes krig i Vietnam flød over og ind i nabolandet med voldsomme ’hemmelige’ bombardementer i Cambodja, der dræbte hundredtusinder cambodjanere. Derfor kunne De Røde Khmerer i magtovertagelsens første dramatiske dage tømme hovedstaden, Phnom Penh. De henviste blot til det meget plausible, at amerikanske bombefly snart ville udslette byen. I stedet sprængte De Røde Khmerer selv nationalbanken i luften som et opgør med pengeøkonomien. Byen blev tømt for indbyggere – spædbørn, unge, mænd, kvinder og gamle, raske og syge, mange døde allerede på den færd. Nu skulle alle være bønder; al viden skulle udslettes.

Cambodjas nuværende stærke mand, Hun Sen, der var med forrest i invasionen fra Vietnam i januar 1979, foranstaltede en lynhurtig skueproces mod de ansvarlige for De Røde Khmerers regime – in absentia. Ingen har nogensinde taget dét retsopgør alvorligt – end ikke Hun Sen selv.

Den domstol, der nu omsider er ved at gøre op med uhyrlighederne, har været undervejs i syv år. Cambodjas regering gik kun modvilligt ind på den i 2004. Ministerpræsident Hun Sen sagde i et interview i fjor – normalt giver han ikke interview, men kommer med sine erklæringer under åbningsceremonier, besøg i landsbyer eller lignende – at han sådan set gjorde op med Demokratisk Kampuchea, som var det officielle navn for De Røde Khmerers regime, i 1979, så hvorfor bore yderligere i fortiden? Og han har under ingen omstændigheder villet høre tale om en international domstol. Derfor blev De Ekstraordinære Kamre ved Cambodjas Domstole til anklager for forbrydelser begået under Demokratisk Kampuchea, ECCC, en såkaldt hybriddomstol, bestående af to dele FN og tre dele cambodjansk retsvæsen. Dermed har Cambodja flertal i enhver beslutning og dom. I praksis betyder det, at to undersøgelsesdommere, to anklagere og to dommere i hver sag er udpeget af FN-systemet, og tre af hver fra Cambodja, hvor retsvæsenet er gennemkorrumperet og sine steder ligefrem ikkeeksisterende. ECCC kan rejse tiltale for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Den maksimale straf er fængsel på livstid.

Særdomstolen skulle efter planen have kostet knap 20 mio. dollar. Nu er den løbet op i tæt på 100 mio. dollar og er stadig underfinansieret. Der blev afsat tre år til domstolen, der kom fra start, da dommerne blev taget i ed juli 2006 – for to og et halvt år siden. Hun Sen forlanger hele tiden flere penge og siger, at Cambodja allerede har brugt mange ressourcer på særdomstolen. Cambodja står for lokaler, forplejning, fængslet m.m. – ingen penge, kun ydelser.

Det pæneste, man kan sige om den langtrukne proces, er, at særdomstolen er placeret i Cambodja og ikke en helt anden verdensdel. Selv om den er utilstrækkelig, kan den dog yde efterladte nogen oprejsning.

Og den kan sende signal om, at der findes – om end også den utilstrækkelig – retfærdighed. Desværre mangler helt forsoningselementet, som f.eks. Sydafrika gennemførte med sin Sandheds- og Forsoningskommission, hvor hver en sten blev vendt og amnesti kun blev udstedt, når bødlen havde erkendt og angret sin brøde og ofret – eller de efterladte – havde tilgivet. Først da kunne nationen lægge fortiden bag sig.

Det siges dog, at Duch – da han i fjor blev bragt til de såkaldte Killing Fields, hvor en stor del af henrettelserne fandt sted – brød sammen, da han blev konfronteret med stedet, hvor der bl.a. er et monument af hans ofres kranier. Konfrontationen var ikke offentlig. Duch skal have sagt: »Jeg beder om jeres tilgivelse – jeg ved, at I ikke kan tilgive mig, men jeg beder jer om at yde mig håbet om, at I måske kan«, inden han brød grædende sammen på sin fangevogters skulder.

En af de få overlevende fra S-21, som også var til stede, skal have skreget: »Her var ordene, jeg har længtes efter at høre i 30 år«. Så vidt forsoningen ...

Udvekslingen er gengivet af franske François Bizot, der som ung forsker studerede gamle buddhistiske skrifter i Cambodja. I 1971 blev han taget til fange i et område, der var kontrolleret af Røde Khmerer.

Duch var leder af lejren M13, hvor François Bizot blev holdt fangen, og stod for både afhøringen og bevogtningen af franskmanden. Bizot var lænket, blev beskyldt for at være amerikansk spion og dømt til døden. Duch afhørte ham hver eneste dag.

I modsætning til den senere skæbne for fangerne i S-21 endte Duch med at tro på Bizots uskyld, og franskmanden blev frigivet. Derpå så Bizot ikke Duch i over 30 år, men har siden 2003 flere gange besøgt ham i fængsel i Phnom Penh. Det fremgår af en kommentar af François Bizot i International Herald Tribune for nylig. Han beretter udførligt om fangenskabet i bogen ’Porten’ (Høst & Søn, 2005).

Duch menes at være født omkring 1942 og er dermed den yngste af den håndfuld af ansvarlige for Pol Pots Demokratisk Kampuchea, der kommer for retten. De øvrige er omkring 76 og 83 år – alle med svigtende helbred. Jeg har haft min jævnlige gang i Cambodja siden 1991, og for fem år siden interviewede jeg præsidenten for Demokratisk Kampuchea.

Dengang var Khieu Samphan i fortræffelig form og venligheden selv. Han levede i De Røde Khmerers gamle højborg Pailin; nærmeste nabo var deres ledende ideolog, broder nr. 2, Nuon Chea. Vi mødtes på en erhvervsskole i Battambang. Khieu Samphan afviste ethvert kendskab til massedød i befolkningen af overanstrengelse, underernæring, tortur og henrettelser i hans regeringstid. Hver gang jeg spurgte, om det virkelig kunne passe, at han som præsident var uvidende om befolkningens decimering, svarede han venligt og tålmodigt, at han blev ført bag lyset, at han var kransekagefigur, at Pol Pot og de andre ikke fortalte ham noget og så fremdeles. I sandhed en surrealistisk forestilling. Men han sagde, at hvis der blev rejst sag mod ham, ville han naturligvis møde op.

Og han kommer da også på anklagebænken – ligesom Nuon Chea og daværende udenrigsminister Ieng Sary samt hans hustru, Ieng Thirit, der var socialminister i Demokratisk Kampuchea; efter at have levet frit i 15 år – nogle af dem ligefrem med kongelig amnesti – blev de anholdt i 2007. I januar i år blev det meddelt, at de tre ville komme for særdomstolen i slutningen af februar eller i marts. Siden blev det meddelt, at deres sager tidligst kommer for til næste år, altså i 2010. General Ta Mok blev anholdt i 1999, men døde i fængslet i 2006. Hjernen bag De Røde Khmerer, Pol Pot, døde i 1998. I alt er 14 af de 20 øverste ansvarlige nu døde.

Vietnam invaderede og styrtede De Røde Khmerer fra magten i januar 1979. Takken for at have skaffet Cambodja og verden af med en af det 20. århundredes fæleste bødler var international isolation og udelukkelse i næsten 15 år. Cambodjas vietnamesisk og sovjetisk støttede regering bekæmpede oprørsgrupper, blandt dem De Røde Khmerer, frem til begyndelsen af 1990’erne.

I 1991 blev demokratiet så at sige fløjet ind med FN’s (på det tidspunkt) hidtil største operation. Indsatsen kulminerede med frie valg til den forfatningsgivende forsamling i 1993, og tanken var naturligvis, at cambodjanerne omsider skulle have en værdig og sikker tilværelse.

Selve FN-missionen var en farce. 16.000 soldater og 6.000 civile til at administrere landet. Ghaneserne og bangladesherne skulle sørge for sikkerheden i Phnom Penh; men først måtte man male hvide striber på vejene og lære soldaterne fra Ghana og Bangladesh at køre på højre side af striberne. Cambodjanerne var livrædde for de store hvide firehjulstrækkere, der gjorde vejene usikre. FN-soldaterne opførte lazaretter – til sig selv; mandatet tillod ikke behandling af lokale – heller ikke, hvis de selv havde kørt dem ned.

Hver nat blev der lagt nye landminer ud i Phnom Penh; hver morgen talte vi nye ofre – altid børn. Det var små frugtsælgere, tyggegummisælgere eller sultne tiggerbørn, der ikke havde noget hjem og måske heller ikke forældre, og som gik omkring – også i græsrabatten, selv om det var dødsensfarligt.

Valget i maj 1993 varede fem dage og vidnede om cambodjanernes inderlige ønske om fred og fremtid. Valgdeltagelsen var omkring 90 pct. Mange trodsede deres egen angst for ny borgerkrig, når stemmerne var talt op. Jeg talte med en del, der ganske enkelt ikke troede, at afstemningen var hemmelig – de var bange for ministerpræsident Hun Sen, der allerede dengang havde siddet ved magten i mere end 10 år.

Men flertallet af stemmerne gik til det royalistiske parti Funcinpec, udløber af en af oprørshærene. Hun Sen havde fortsat fuld kontrol med regeringshæren, politistyrkerne og embedsværket, og han forlangte, at alle ministerier skulle have to ministre – en førsteminister fra Funcinpec og en andenminister fra hans eget Cambodjas Folkeparti, det tidligere kommunistparti, der havde taget navneforandring til ære for ’demokratiet’, men alligevel blev valgets taber. Hun Sen fik – som altid – sin vilje.

Funcinpecs daværende leder, prins Norodom Ranariddh, blev første ministerpræsident, Hun Sen blev anden. Deres parløb var en tragisk farce – de fløj altid sammen af frygt for attentat fra modpartens håndlangere. Ingen af dem turde blotte sig for nedskydning fra sin medministerpræsidents støtter. Hun Sen skaffede sig af med Ranariddh og Funcinpec og deres demokratisk legitime stemmeflertal ved et voldeligt statskup i 1997. Siden er Funcinpecs og Ranariddhs veje skiltes og sunket ned i en sump af korruption.

Trods den demokratiske facade martres Cambodja i dag af en brutal antidemokratisk regering, altædende korruption, en forbryderisk straffri elite og meget skrøbelige, næsten ikkeeksisterende institutioner samt udbredt fattigdom. Magthaverne betragter Cambodja og cambodjanerne som deres personlige ejendom.

En stor del af BNP er bistandspenge fra udlandet. Den økonomiske vækst på omkring 6 pct. årlig drives især af tekstilindustri og turisme.

Trods store forhindringer er der gode kræfter, der diskret og stædigt kæmper for demokrati og frihed. Men i ngo-miljøet er der også grådig kamp om udlandets bistandspenge, der især er målrettet demokratisering, bekæmpelse af hiv/aids og styrkelse af kvinders rolle i samfundet.

Regeringen fortsætter skamløst undermineringen af særdomstolen. Fem anklagede må være tilstrækkeligt, mener Hun Sen – og dermed også domstolens cambodjanske flertal. Da en canadisk anklager i januar fremlagde yderligere seks navne på ansvarlige, der burde tiltales, sagde hans cambodjanske modpart bare nej. »Fem anklagede er tilstrækkeligt. Yderligere anklager kan virke destabiliserende«, sagde den cambodjanske anklager, Chea Lang.

De fleste tror, at ministerpræsident Hun Sen prøver at trække det hele yderligere i langdrag, så kun Duch kommer for domstolen, mens de ældre anklagede dør eller forsvinder i alderdommens tåger. Og hvis der er tale om strategi fra Hun Sens side, må man sige, at den hidtil har virket helt efter hensigten.

Mette Holm er journalist og har beskæftiget sig med Cambodja i næsten 20 år.

Kronik i Politiken 23. februar 2009

Kommentarer til kronikken på Politikens blog:

Læsernes kommentarer (1 til 4 af 4)

06:26 26. feb 09 Anya Palm, Phnom Penh

 

Kaere Mette Det er en fantastisk god kronik - fejlfri, til forskel fra stort set alle rapporter om tribunalet, der er kommet ud af Cambodja de sidste par uger. Tak for det.

 

 

19:06 25. feb 09 Ulla Folke, 4070 Kirke Hyllinge

 

Kære Mette Holm.Tak for din gode kronik om det manglende retsopgør i Cambodja. Jeg leder hele tiden efter nyt i pressen og endelig kom det i din kronik.Håber, du får lejlighed til at følge op, så vi læsere, der ofte tænker på de fordærdelige år og de meget barske fodspor, det har sat sig, kan blive oplyste.Venlig hilsen Ulla Folke, Gershøj.

 

  13:04 23. feb 09 Britta Fandrup, 2740

Tak for læsning af interessant artikel. Har netop været på turistbesøg i Siam Riap - men men kan jo næppe undgå at blive fanget af landet og historien.

 

 

10:37 23. feb 09 Christian Tychsen, 2100 Kbh. Ø

Super - bør fremover benyttes i skolers undervisning.

 

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal