Kina slækker på kommunismen

Et ideologisk sammenbrud er undervejs i Kina. Det virker efterhånden meningsløst at skrive ’kommunist’ i Partiets navn.

Af METTE HOLM

For 20 år siden var jeg i Beijing i flere uger, mens unge kinesiske studerende førte an i den hidtil største udfordring af Kinas Kommunistpartis enevælde i nationens dengang 40 år lange historie.

Jeg snakkede med studenterlederne, der havde lavet kommandocentral omkring ’Monumentet til Folkets Helte’, om, hvad de egentlig ville. »Demokrati«, lød det korte svar.

»Hvem skal så have stemmeret?« spurgte jeg. »Det skal vi – akademikerne«, svarede de. »Hvad så med arbejderne?« »Måske«, lød det efter nogen tøven.

»Hvad så med bønderne?« spurgte jeg, mens jeg tænkte på Kinas dengang tæt på en mia. bønder. »Nej, de skal ikke have stemmeret. De er for uvidende«, var svaret. Derpå havde vi en længere diskussion om, hvad demokrati i grunden er.

Så sent som i sidste uge snakkede jeg med en herboende kineser, som erklærede, at kineserne overhovedet ikke er interesseret i demokrati. »De vil hellere have en stærk leder«, sagde den pågældende.

Faktisk er Kinas bønder de eneste i landet, der rent faktisk har regulært demokrati, når de skal vælge administrativ landsbyleder.

Ikke landsbyens partichef; han (det er sjældent en kvinde) er altid udpeget af Partiet. Men for at komme korruptionen i landsbyerne til livs for godt 20 år siden, begyndte man at eksperimentere med direkte valg af administrativ landsbyleder.

Kandidaterne taler deres egen sag og behøver end ikke at være medlem af Partiet. Hvis landsbylederen svigter sine valgløfter, bliver han (heller ikke dér mange kvinder) ikke genvalgt.

Uforfalsket demokrati, men intet tyder på, at systemet bliver indført i Kommunistpartiet på hverken lokal- eller landsplan.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt disse landsbyvalg overhovedet benævnes ’demokrati’ i sammenhængen.

For når »kineserne ikke er interesseret i demokrati«, skyldes det formentlig i høj grad, at flertallet kun har uklar idé om, hvad det er. Og hvis demokrati på nogen måde kan true nationens stabilitet, så er langt flertallet imod. Det kommer helt enkelt an på, hvordan det præsenteres; og når det præsenteres som en trussel eller udfordring fra Vesten, så nej.

Men hvis man har kinesere på besøg i sit hjem, og de oplever, hvordan man – som jeg har gjort – kan leve alene med glasdør og vinduer i stueplan uden tremmer og gitre og med et hegn, som en gravhund uden videre kan besejre, ja, så er det måske ikke så dårligt.

Hvis det betyder sikkerhed og retfærdighed, retfærdigt retssystem, opgør med korruption. Uden truende betjente, som man i øvrigt kan bestikke, på hvert et gadehjørne. Og uden at man skal bestikke sig til ordentlig undervisning af sit barn, til ordentlig lægehjælp, til at få kørekort eller for at slippe for en bøde.

Og hvis det bl.a. er resultatet af en skarp og reel tredeling af magten i lovgivende, udøvende og dømmende, ja, så er det også godt. Som salig Deng Xiaoping i øvrigt sagde: »Det er ligegyldigt, om katten er hvid eller grå, bare den kan fange mus«.

Når man fortæller kinesere om gratis uddannelse, sundhedsvæsen, biblioteker, uddannelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, ældrepension osv., er reaktionen uvægerligt, at »det er jo socialisme!« – med tryk på dét.

For nogle år siden viste en rundspørge i Kina, at over 80 pct. var rigtig glade og tilfredse med tingenes tilstand. Og det med god grund.

Levestandarden og råderummet for langt flertallet af kineserne er vokset betydeligt de seneste tre årtier, siden Deng Xiaoping skød de økonomiske reformer i gang og dermed bl.a. trak 400 mio. kinesere ud af absolut fattigdom – en mageløs historisk bedrift i klasse med Den Store Mur eller Den Lange March.

Udviklingen havde været i gang i ti år, da unge studerende, der holdt politiske saloner på de mere avancerede læreanstalter som Beijing Universitet, blev forbistrede over, at reformerne indledningsvis især kom bønderne til gode.

De følte sig hægtet af. Og i øvrigt ville de have medbestemmelse – i første omgang til at organisere sig i studenterråd og lave deres eget skoleblad. Deres i starten meget beskedne oprør ramte en tone i tiden og eksploderede til at omfatte størstedelen af Kinas akademikere og bybefolkning i det hele taget.

Som vi ved, blev oprøret knust. Mange blev dræbt – og endnu flere blev fængslet eller bare sendt på landet i et år eller halvandet for at tage ved lære af bønderne. Kinas Kommunistparti, der havde vist vaklen i geledderne, blev atter samlet som en knytnæve. Dengang havde partiet i øvrigt 55 mio. medlemmer. I dag har det 74 mio.

1990’erne blev årtiet, da de selvsamme kineserne måtte indse, at Kommunistpartiet ikke ville sky noget middel for at bevare den politiske magt; men samtidig tog kineserne taknemmeligt imod den ny frihed, nemlig den økonomiske. Som Deng Xiaoping udtrykte det, da han slækkede på de økonomiske tøjler: »Det er storslået at blive rig«. Dermed satte han reformerne op i et nyt gear og udløste endnu en formidabel bølge af foretagsomhed i sit folk.

Kineserne satte snuden i pengesporet, opgav solidariteten og hengav sig lystigt til en ny individuel egoisme – samtidig med at Kommunistpartiet opgav sin forsørgerpligt for den enkelte kineser fra vugge til grav. De kvikke red på en bølge af voksende velstand. De mindre dygtige sakkede agterud.

Kommunistpartiet opgav forsørgerpligten, ja. Men ikke magten. Magthaverne ser med stigende bekymring på den voksende egoisme og forråelse, og eftersom demokrati er udelukket, har de grebet dybt i historien – til Kongfuzi, der levede i Kina for 2.500 år siden og udtænkte den filosofi, der driver Kina – og flere nabolande – den dag i dag.

Kongfuzianismen kunne bringe folk alvorligt i fedtefadet i Det Nye Kinas første årtier, men her i det nye årtusinde er han atter blevet o.k. – eller det er i hvert fald comme il faut at plukke i hans lære.

Måske ikke lige dét med kvindens totale underlegenhed i forhold til manden, men dele som respekten for autoriten, for ældre, for samfundets harmoni og sønnens pligt til at tage vare på sine forældre.

Kina er ikke længere så kommunistisk, at det gør noget; det virker efterhånden meningsløst at bevare ’kommunist’ i partiets navn.

Dette snigende ideologiske sammenbrud har skabt et tomrum, som bl.a. har ført til voksende rådvildhed. Den søges lindret gennem en forsigtig søgen i diverse religioner i det omfang, de er tilladt i Kina. Magthaverne ser hellere, at man i jagten på moralsk kompas tyer til kongfuzianismen, der i modsætning til de fleste religioner betragtes som kinesisk grundstof.

Det kan godt være, vi andre har glemt det, men Kina og kineserne har under ingen omstændigheder glemt Opiumkrigene i 1840’erne og den forsmædelige deroute, som Kina oplevede i hænderne på diverse fremmede magter de følgende godt 100 år frem til oprettelsen af Folkerepublikken Kina i 1949 – den af dette års mange runde årsdage, som vi med sikkerhed kan vente fejret med pomp og pragt i klasse med de olympiske leges storslåede åbningsceremoni i fjor.

Vestens erindring er kortere end Kinas.

Vi hænger ikke specielt ved, hvordan tilværelsen udspandt sig før industrialiseringen i midten af 1800-tallet. Kina kan til gengæld ikke vente med at genindtage positionen – i egen opfattelse – som verdens mægtigste og mest betydningsfulde rige, der ikke har nødig at danse efter noget som helst i princippet underlegent smålands (som Storbritannien eller Japan) pibe.

Selv om demokratiet har rødder tilbage i antikken, anses det i Kina for en moderne vestlig opfindelse.

Kinas eneste regulære flirt med demokratiet som idé var opstanden i maj 1919, der dels var udtryk for vrede og frustration over, at Versaillestraktaten overdrog det tyskkontrollerede Shandong til Japan ganske uden at konsultere Kina, dels hyldede vestlige ideer, videnskab og modernitet.

I forbindelse med 90-års dagen for opstanden, den såkaldte ungdomsdag, i maj fik Beijing Universitetets flere end 32.000 studerende hver en sms med besked om »vare sin tale og sin opførsel«, fordi situationen »er særlig kompliceret«.

Det lyder måske kryptisk i vore øren, men for kineserne er det indlysende: nu ikke noget med at drage paralleller mellem ungdomsdagen i 1919 og de studerendes opstand for 20 år siden eller gribe til nogen form for aktion i den anledning!

Faktum er, at for langt flertallet af kineserne er opstanden i Beijing for 20 år siden næsten gået i glemmebogen, godt hjulpet af den statsautoriserede tavshed, der indhyller den. Det er klart, at de mennesker, der havde den tæt inde på livet og mistede slægtninge, aldrig glemmer den. Men massakrerne må ikke mindes offentligt, så de og ofrene er næsten ikkeeksisterende.

Men at begivenhederne dengang alligevel ikke helt forsvinder i glemsel, har en stemme fra glemslen sørget for, nemlig partichefen, Zhao Ziyangs.

Han var stor tilhænger af de nordiske demokratier og den nordiske velfærdsmodel, som han indgående studerede – bl.a. ved flere besøg i Skandinavien og også Danmark. Zhao havde tillid til de studerende i 1989 og erkendte, at mange af deres problemer var reelle.

Hans lydhørhed over for demonstranterne førte til hans bratte fald fra magten og direkte i husarrest, hvor han forblev indespærret til sin død i 2004.

Få år før sin død indtalte han i hemmelighed sin version af begivenhederne såvel som af den politiske situation dengang – et sjældent kig ind i en ellers hemmelighedsfuld sfære.

Båndene er nu udgivet som bog på både engelsk og kinesisk – dog ikke i selve Kina, hvor de til gengæld givet kommer ulovligt i omløb blandt særligt modige og nysgerrige. Udgivelsen bliver ikke modtaget med glæde af Kinas magthavere, der mente at have tiet både Zhao og opstanden ihjel.

Det sidste foto af Zhao Ziyang som partichef var fra Den Himmelske Freds Plads, hvor han tog ned til de studerende og grædende i megafon undskyldte, at han ikke var i stand til at udrette mere for dem.

Exit Zhao – og med ham også hans højre hånd og ven, Bao Tong, som kom syv år i fængsel og stadig er i politisk unåde. Yderst interessant i den forbindelse er, at hans venstre hånd – eller i hvert fald manden, der stod ved siden af Zhao, da han grædende talte til de studerende, Wen Jiabao, i dag er Kinas ministerpræsident.

Dermed er Zhaos overbevisning måske ikke helt udslukt i Kinas topledelse og kan dukke op igen, hvis lejligheden byder sig.

Kinas propagandamaskine har styr på fortællingen. Og fire ud af fem kinesere tror i høj grad på, hvad medierne fortæller. Beretningen er, at Kinas indflydelse i verden vokser støt, og som følge deraf styrkes selvopfattelsen endnu mere.

Omverdenen nærmest koutouede for Kina, som man i sin tid gjorde det for kejseren, i beundring over den velsmurte afvikling af de olympiske lege i Beijing i fjor og den fornemme kinesiske medaljehøst – det er i hvert fald opfattelsen i Kina, hvor de også er blevet indgydt opfattelsen af, at OL-værtskabet blev tildelt Kina som et skulderklap af international beundring, hvor det jo retteligen blot var den lukkede loge IOC, der traf beslutningen.

Alt dette er væsentlige skridt på Kinas vej tilbage til fordums storhed.

Kinesiskhed er et andet kraftfuldt grundstof. Når man ser bort fra diverse fremmede magters indtrængen i perioden 1800-1949, som i kinesisk historieskrivning aldrig rigtig fik fodfæste, har Kina gennem tiden ganske enkelt opslugt sine besættere.

Mongolerne, der besatte Kina og skabte Yuandynastiet i det 13. århundrede, blev bare opslugt og gjort kinesiske. Det samme skete for manchuerne, der stod i spidsen for Qingdynastiet fra midten af 1600-tallet til kejserdømmets fald i 1911, opslugt af kinesificering. Og lur mig, om ikke det samme er i fuld gang med kommunismen ...

Da Deng Xiaoping indførte ærkekapitalismen i Kina, formulerede han udviklingen sådan her: »socialisme med særlige kinesiske kendetegn«.

Nu går gammelkommunister og også de mere fleksible yngre ud ad samme spor, som f.eks. Li Baoku, der er formand for Kinas Udviklingsfond for Ældre og tidligere minister for civile anliggender, udtrykker det i diverse medier:

»Vores ideologi har aldrig ændret sig. Vort endemål er at realisere kommunismen. Kommunismens kerne er, at alle bliver rige; alle skal have ultimative eller i hvert fald ubegrænsede ressourcer, vor moral skal hæves højeste niveau«. Det er langt fra Mao Zedongs bondeutopi.

Der er mange bestræbelser på at få kommunisme til også indholdsmæssigt at rime på kongfuzianisme. Mest kendt er præsident og partichef Hu Jintaos tilbagevendende snak om »social harmoni«.

Med den enkle formel ønsker Hu Jintao at signalere kravet om politisk stabilitet, opgør med den korruption, som Kongfuzi foragtede allerede ved sin samtids politiske ledere, og i det hele taget at kineserne skal tage sig sammen og være mindre grådige – selv om det jo netop var, hvad de blev opfordret til som en slags kompensation for at forblive apolitiske.

Ren Xiaolin, der er skoleleder i Zhengzhou, og underviser efter kongfuzianske principper siger: »Med den hastige økonomiske vækst er mange blevet selvoptagede og uden moral. Det har skabt behov for kongfuzianismen, som i mine øjne fordrer universel harmoni i verden med én kultur.

I en verden med universel harmoni deler alle verdens religioner samme anskuelse, og de forskellige fortolkninger af universet vil komme overens«. Det lyder poetisk – men også skræmmende med kravet om universalitet og denne næsten lammende enighed. Lyder det lige sådan, når vi prædiker demokrati?

På et af Kinas fornemste universiteter, Qinghua, er seks årtiers tvungen undervisning i marxist-leninisme nu erstattet af de over 2.000 år gamle Fire kongfuzianske Klassikere.

Demokrati og kongfuzianisme – hvor ligger de to størrelser i forhold til hinanden på et politisk eller ideologisk kontinuum? I vor del af verden er samfundet i princippet til for os. I kongfuzianismen er det lige omvendt: Borgerne er til for samfundet. Hvis kommunismen ikke længere kan samle kineserne, så skal Kongfuzi.

En ledende repræsentant for moderne kongfuzianisme, Jiang Qing (nej, ikke Mao Zedongs fjerde hustru; blot navnesammenfald), taler tilmed for en ikke tidligere set politisk institution, der i det perfekte kinesiske samfund skal varetage typisk oversete ikke stemmeberettigede gruppers interesser, nemlig udlændinge, fremtidige generationer såvel som forfædrenes interesser – i sandhed en ny tanke, i hvert fald i demokratisk sammenhæng.

Mette Holm er journalist og forfatter.

Kronikken blev bragt i Politiken 3.6.09

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal