Aung San Suu Kyi - min helt

Maj 2002

Jeg kan lige så godt skrive det som det er: Jeg har kun få helte. Og én af dem er Aung San Suu Kyi, eller ”The Lady,” som tilhængere i Burma kalder hende. Nu er hun atter på ”fri” fod – efter 19 måneders husarrest oven i de seks år, som hun i årene 1989-95 var indespærret i sit smukke hjem på University Avenue 54 i Burmas hovedstad, Rangoon.

”Fri” i gåseøjne, fordi Aung San Suu Kyi ikke er fri, før burmeserne er det. Hun er en formidabel kvinde – kun 1,5 m høj, ganske vist, men med en mageløs sjælelig ynde og styrke. Og en mageløs stædighed. Hendes vedholdenhed har sat selv venligt stemte diplomaters tålmodighed på prøve. Jeg traf hende i 1995, i den periode, da hun holdt folkemøder ved sin havelåge hver weekend. Burmesere i tusindvis mødte op for at høre The Lady tale om demokrati, retfærdighed og frihed.

Det var overvældende at møde hende: hendes udstråling fylder et rum helt ud i hjørnerne, hun er beskeden, fuld af humor og klingende latter, fuldstændig uimponeret, uselvisk og helhjertet tilhænger af demokrati – og ganske uden bitterhed over for sine modstandere. Og så altså stædig.

Generalerne har vendt hver eneste sten for at få The Lady til at makke ret, melde sig ud af burmesisk politik, forlade landet og vende hjem til familien i Oxford. De har svinet hende til, de har hånet hende, de har endog foranstaltet et par voldelige overfald. De har prøvet at sulte hende ud. De har lokket hende med udlandsrejser og muligheden for at se sin mand en sidste gang, før han døde af kræft for et par år siden. De ville gøre hvad som helst for at se ryggen af hende – blot ikke dræbe hende, for en martyr af hendes dimensioner har de ikke råd til.

I 1991 fik Aung San Suu Kyi Nobels Fredspris for sin ikke-voldelige kamp for demokrati i Burma, hvilket på ingen måde stemte generalerne mildere. Aung San Suu Kyi har sat prisen i banken. ”Jeg hæver den ikke, før jeg kan dele den med mine landsmænd,” siger hun.

De i alt knap otte års husarrest er ikke forfatningsstridigt, hvilket alene skyldes, at Burma slet ikke har en forfatning. The Lady er de fleste burmeseres valgte leder. Men da hendes parti fik over 80 pct. af stemmerne ved det forbløffende frie parlamentsvalg i Burma i 1990 (mens hun selv var i husarrest), blev generalerne så forskrækkede, at de nægtede at afgive magten, endsige mødes med valgets sejrherrer.

Aung San Suu Kyi er datter af Burmas store frihedshelt, Bogyoke Aung San, der blev dræbt i 1948 ved et attentat, da hun var blot to år gammel. Så hun kan ikke huske sin far, men hun løfter hans politiske arv. 40 år efter hans død vendte Aung San Suu Kyi, der ellers levede sammen med sin familie i Oxford, hjem til Burma for at våge ved sin mors dødsleje.

Her oplevede hun den massive politiske undertrykkelse, som burmeserne lever i, og hun besluttede sig for at gøre noget ved det. Burmeserne tog hende til sig – den karismatiske kvinde satte ord på vreden og elendigheden i det Burma, som generalerne havde formået at køre fuldstændig i sænk.

Før generalerne kom til magten i 1962, var Burma et af Asiens rigeste lande. I dag er det i følge FN blandt de fattigste i verden.

Da Aung San Suu Kyi fik lov at bevæge sig op til sit partihovedkvarter i sidste uge, var hun fri, sagde generalerne. Helt fri. Ja, det manglede da bare. Men vi har endnu til gode at se, hvor langt friheden rækker. Og hvad hun efter al sandsynlighed har måttet love til gengæld.

Selvom Aung San Suu Kyi helt åbenbart var glad for at kunne bevæge sig uden for sit hjem, sagde hun da også: ”Min løsladelse skal ikke ses som et gennembrud for demokratiet. Den dag, alle burmesere nyder grundlæggende friheder – se, det ville være et gennembrud.”

Klumme i MetroXpres maj 2002

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal