Tanker på caféen i Dalat

December 2002

Sidder på café på et gadehjørne i Dalat – en smuk by i Vietnams centrale højland – som jeg sidst besøgte for snart 10 år siden. Det er nærmet ubegribeligt, hvad her er sket i mellemtiden.

Vietnamesernes elskede larm er øresønderrivende. På vejen er der motorcyklerne, bilerne og lastbilerne med kompressorhorn – alle opfylder deres trafikale krav om at køre med hornet i bund. Den beskedne udendørs café har et sæt kæmpe højtalere indbygget i hver sin pengeskabslignende metalkasse, der har åben dør, så den vietnamesiske pop kan tordne igennem.

Første gang, jeg var her – med en større dansk ministerdelegation – havde de åbnet et diskotek til vor ære, og de havde fundet et gammelt rockband frem og støvet det af. Granvoksne mænd, der ikke havde fået lov at synge amerikansk rock siden første halvdel af 1970erne, spillede det ene gamle hit efter det andet på rustne guitarstrenge og med sprukne stemmer. Der udover var der dødstille i Dalat dengang.

Der var et par gamle franske varevogne fra før 1954, og der var nogle østeuropæiske lastbiler, som med lange mellemrum raslede afsted ad de hullede og dårligt vedligeholdte veje. Lige før, da jeg var på vej hen ad en smuk – asfalteret - sti med udsigt over dalen, var jeg først ved at blive kørt ned af en Lexus. Bagefter af to kåde unge på motorcykel.

Dalat ligger højt og smukt. Det er vietnamesernes foretrukne sted at tilbringe hvedebrødsdage. Det er herfra blomsterne, jordbærrene og kartoflerne kommer i Vietnam. Og det var her, de franske koloniherrer i sin tid tilbragte sommermånederne, når det blev for varmt i lavlandet.

Dalat er på ingen måde typisk i Vietnam, men den nationale fællesnævner, initiativet, er lige så udbredt her som i resten af landet. Markedet bugner af grøntsager, caféerne, både med og uden Internet-adgang, ligger tæt – en kop kaffe koster 4000 dong (to kr.). Her er en vældig byggeaktivitet, mobiltelefonerne bimler hysterisk, og, som nævnt, er man hele tiden ved at blive kørt ned – en risiko, der ganske enkelt ikke eksisterede for 10 år siden.

Vietnameserne har i løbet af blot en halv snes år tilkæmpet sig de samme tekniske bekvemmeligheder, som vi tager for givet, men som bestemt ikke var det her – i 1980erne, da landet var lagt på is af hele den vestlige verden, bortset måske lige fra Sverige. Den hastige udvikling er koncentreret i byerne; på landet er der stadig mennesker, der ikke spiser sig mætte hver dag, som ikke har mobiltelefon og da slet ikke motorcykel.

Udviklingen er langt fra ensartet, og som altid understreger rigdom sin grimme modpol, fattigdom. Det er mere åbenlyst, at man intet har, hvis mennesker omkring én får mere og mere. Sådan er det globalt og naturligvis også lokalt.

Men selvom Vietnam er hærget af en meget destruktiv og også fremskridtshæmmende korruption, er det ligesom, at vietnameserne flest dog besidder en mageløs fremdrift, der i sidste ende nok skal trække også de mindre privilegerede ud af armoden. For mens over halvdelen af vietnameserne levede under fattigdomsgrænsen for fem år siden, er tallet stærkt svindende.

Og næsten hele vejen igennem 1980ernes og de tidlige ’90eres uretfærdige og ødelæggende internationale isolation lykkedes det Vietnam at fastholde et højt uddannelsesniveau, som gør, at menneskene her virker langt bedre gearet til fremskridt end tilfældet er det i mange andre udviklingslande.
I det øjebliksbillede, jeg ser fra min lille udkigspost på caféen her i Dalat, har vietnameserne iført sig syvmilestøvler til at skræve over den udvikling, som vi har taget med de små jævne og forsigtige skridt, der kendetegner os derhjemme. De menige vietnamesere, de favner frygtløst fremtiden og verden.

Klumme i MetroXpres december 2002

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal