Konfliktløsning i stedet for kødøksen

Januar 2002

I fjor mødte jeg en pragtfuld kvinde i en lille landsby, Tonle Kraev, ved Tonle Sap-floden i det centrale Cambodia. Landsbyen består af spinkle pælehytter. Den er fyldt med hujende unger, smågrise, høns, køer og et par vandbøfler.

Der var møde i landsbyen – ”møde” har stadig en uhyggelig klang i Cambodia fra dengang, Pol Pots ultramaoistiske brutale bondestyre gennemtrumfede et helt nyt samfund. Pol Pot ville skrue tiden tilbage til år 0. Mellem en og to millioner mennesker omkom under Pol Pots blodige styre – de blev torteret, henrettet, arbejdet til døde, eller døde ganske enkelt af sult.

Kvinden, jeg mødte, overlevede. Det samme gjorde hendes bror, men resten af familien døde. Kvinden deler historie med hele sit folk. Hun havde taget to dage fri fra den daglige dont – dvs. fiskeri, landbrug, lotusopdræt og børnene – for at komme til møde i Tonle Kraev. Naboerne derhjemme undrede sig – møder er spild af tid, mener de, og kvinder har alligevel ikke noget at skulle have sagt.

Men kvinden mente tvært imod, at hun kunne lære noget af de embedsmændene fra fiskeriministeriet inde i hovedstaden, Phnom Penh, der kom for at fortælle landsbyboerne om nye fiskeriregler og høre på deres klager over de store fiskerilodsejere på egnen.

Mødet var en stor attraktion – landsbyledere fra 11 landsbyer mødte op, fordi tilværelsen er ualmindelig hård på de kanter, og fiskerilodsejerne er brutale, når de hævder deres ret til fiskeriet.

Kvinden er ikke leder, men ville lære, hvordan man holder møde og lytter til hinanden. Hvordan man identificerer et problem eller en konflikt og – især – hvordan man løser det. ”Den slags kan vi ikke her,” sagde hun. ”Det er meget vigtigt at lære at tale om sammen.” Kloge ord fra en kvinde med tre års skolegang og en smertelig opvækst

Cambodianerne har en nøje indarbejdet omgangsform, der fordrer, at man er ydmyg over for dem, der står over én. Faren, læreren, landsbylederen, kommunelederen, amtslederen, guvernøren, ministerpræsidenten, kongen – man underlægger sig dem, der er over én. Og man forventer, de løser de problemer, der måtte opstå. Problemet er blot, at det gør de ikke.

Så i Cambodia formeligen kravler de – man dukker sig, når man passerer eller taler til én, der rangerer højere end én selv og forventer det samme af dem, der står under. De har to omgangsformer: den høflige og så konflikten, som ofte ender i drab med kødøkser, kalajsnikov eller andet dræbende. Den etablerede omgangsform rummer dårligt nok skænderiet – det betyder stort tab af ansigt for alle involverede.

Kvinden i Tonle Kraev er den eneste ”almindelige” cambodianer, jeg har mødt efter talrige rejser i det lille, smukke, sønderlemmede land, der har talt om omgangsformen og dermed hele samfundsstrukturen som et problem – og tilmed ét, som kunne løses. Mens mange klager over korruptionen eller over alle samfundets øvrige grove uretfærdigheder, har jeg ikke hørt nogen formulere, hvad de mener er galt.

Selvom kvinden ikke indtager en officiel rolle i sit lille samfund, er det ofte hende, naboerne går sig til, når de har et problem. Fordi hun er frygtløs – så frygtløs, at det risikerer at koste hende livet, når hun lægger sig ud med de magtfulde fiskerilodsejere – og fordi hun er klog.

I Cambodia kan jeg ofte blive dybt bekymret for, hvordan det skal gå. Hvordan de skal komme til at leve i sikkerhed og tryghed, hvordan børnene skal komme i skole, hvordan de alle syv millioner skal få nok at spise hver dag, hvordan de skal komme af med den altædende korruption, der kommer en snæver elite i byerne til gode.

Kvinden i Tonle Kraev er én af dem, som gør, at man trods alt kan have tillid til, at Cambodia har en fremtid.

Klumme i MetroXpres januar 2002

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal