Sejrer informationsteknologien over undertrykkelsen eller omvendt?

September 2002

Forleden var jeg til en meget tankevækkende høring om perspektiverne efter terrorangrebene i New York og Washington i fjor; blandt de mange tankevækkende emner, der blev bragt op, var fhv. udenrigsminister Uffe Elleman-Jensens erklæring - med den selvtilfredshed, der altid kendetegner ham – om, at informationsteknologien snart vil tvinge autoritære regimer i knæ til fordel for oplysning og demokrati.

Det fordrer på den ene side, at demokrati skulle være en naturnødvendig udvikling af alle samfund. Og uanset, hvor gerne jeg ser, at alle i verden får lov at leve med pålidelige demokratiske institutioner, så tvivler jeg på, at de er en naturnødvendighed. For magt smager forskelligt og udøves helt forskelligt i verden.

På den anden side er der den almindelige kontrol og undertrykkelse i autoritære styrer – og armoden og analfabetismen. Hvis alle hjem og virksomheder i verden havde telefax eller ligefrem adgang til e-mail og Internettet, ja, så kunne der nok udbrede sig nogle oplysningscirkler – forudsat et sprogligt fællesskab, som f.eks. engelsk udgør.

Men hvad nu hvis man er demokratisindet laot eller burmeser? De bliver uden videre sendt i spjældet i de lande. Dertil kommer, at langt fra alle har adgang til elektricitet, endnu færre til telefon i hjemmet – og da slet ikke computer!

For et par dage siden ringede jeg til Aung San Suu Kyis parti i Burma, NLD, for at få en aftale i stand. Jeg spurgte, om jeg kunne e-maile eller faxe. Men nej, de er heldige, at de overhovedet har en telefon – som givet er aflyttet af militærjuntaen.

I Burma er der 1,1 computer pr. 1000 mennesker. I Laos er der 2,3. I Kina er det langt bedre; her er der 12,3 computere hvor hver 1000 indbyggere. I alle tre lande sidder magthaverne betontungt på al oplysning - herunder f.eks. aviser, radio og fjernsyn. I øvrigt findes der 292 tv-apparater for hver 1000 kinesere, syv for hver 1000 burmesere og 10 for hver 1000 laoter. I Mongoliet er der demokrati, og alle har ret til at eje og bruge ovennævnte teknologi. De har blot ikke råd: her er der 61 fjernsyn og 9,2 computere for hver 1000 indbyggere.

Så oplysningerne om demokrati eller andre ”samfundsomstyrtende” påvirkninger flyder langt fra frit i de nævnte lande, som blot er eksempler. Der til kommer de enorme sproglige forhindringer. Hvert af de nævnte lande har deres helt eget skriftsprog, og langt fra alle kan læse og skrive det, og da endnu mindre engelsk. Og så er det altså svært at dele oplysninger med os i den ”frie” verden.

Så – desværre – er de teknologiske fremskridt på ingen måde tilgængelige for enhver. Bliver det heller ikke foreløbig. Kina har regnet den ud og nærmest skabt et vældigt intranet, som gør det muligt at kommunikere internt i Kina med alle de restriktioner, som netudbydere og brugere er underlagt, mens det er uhyre vanskeligt at koble sig ud ad landet, med mindre man – ulovligt og meget, meget kostbart - ringer til en udbyder uden for Kina.

Med andre ord er der masser, der stiller sig i vejen for fri kommunikation med udveksling af idéer og påvirkning til mennesker i lande, hvor myndighederne er bange for oplysningers frie bevægelighed, hvor folk ganske enkelt er for fattige til at bruge det, selvom det skulle være lovligt. For slet ikke at tale om selve sproget, det værktøj, der overhovedet sætter folk i stand til at kommunikere. Så det varer længe endnu, før der er grønt lys for alle på ”informationsmotorvejen” til frit at udveksle idéer og tanker på tværs af nationale og sproglige grænser.

Klumme i MetroXpres september 2002

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal