Almindelig anstændighed....

Erhvervsledere, der gerne både vil tjene penge og bekæmpe fattigdom, kan hente rig inspiration i Nobelpristager Muhammad Yunus’ bog.

Af Mette Holm

”De frustrationer, den fjendtlighed og den vrede, som uværdig fattigdom skaber, er en trussel mod opretholdelsen af fred i ethvert samfund. For at skabe stabil fred, må vi sørge for, at mennesker har mulighed for at leve et anstændigt liv.”

Sådan sagde bangladeshiske Muhammad Yunus blandt andet i sin takketale ved modtagelsen af Nobels Fredspris i 2006.

Talen er et fængende koncentrat af Yunus’ hidtidige indsats såvel som hans visioner for en verden uden fattigdom, og står at læse bagest i den bangladeshiske økonoms seneste bog på dansk.

Yunus tegner konturerne af en ny verdensorden, hvor kapitalisme og det frie markeds begrebsverden folder sig ud i en større ligning, der inddrager menneskelighed. Yunus’ praktiske tilgang til bekæmpelse af armod i form af mikrolån har igennem 30 år givet 100 millioner mennesker den lille nødvendige håndsrækning til, at de selv kunne svinge sig ud af fattigdom.

Nobelpristageren opfordrer til en ny ’færdselslov’ for markedskræfterne, der – apropos mælkepulverskandalen i Kina – blandt andet omfatter inspektion af fødevarer og medicin samt forbud mod at føre forbrugere bag lyset, mod falsk reklame og forurening af miljøet.

Inspirerende og næstekærlig bog
Der findes de ’en-øjede’ kapitalister, der kun ser mennesker som arbejdsstyrke, og ikke som fx mødre, venner og borgere. Men virksomheder kan gøre social gavn. En social virksomhed kan fremstille og sælge sunde fødevarer billigt til fattige familier, tilbyde sygesikring og sundhedsydelser til overkommelig pris eller udvikle billig vedvarende energi til områder, der ellers ikke har råd til energiforsyning; alt er muligt, mener Yunus.

Hans ærinde er egentlig blot almindelig anstændighed; han påpeger fantasiløsheden i, at økonomiske aktiviteter kun fokuserer på profit. Erhvervsledere med mod på både at tjene penge og bekæmpe fattigdom kan hente rig inspiration i Yunus’ bog.

Men gid forlaget havde ofret en ekstra gennemlæsning for at fange de mange sjuske- og slåfejl, som irriterer læsningen af en ellers inspirerende og næstekærlig bog.

Anmeldelse i Udvikling november 2008

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal