Mette Holms tale ved anti-folkedrabsdagen, 27.1.12, i Tivolis Glassal

 

Deeres Excellencer, mine damer & herrer; your excellencies, ladies & gentlemen, ….

Verden er fuld af valg, ligegyldige, gode, sjove, spændene, afgørende valg – såvel som de aldeles umenneskelige …..

Ingen burde blive stillet over for sådan et valg. Vi håber alle, at vi & vore nærmeste slipper for netop den slags valg.

Og skulle vi dog komme i den utålelige situation, den utænkelige, den værste situation, håber vi, at vi har modet til at træffe det rette, det retfærdige valg – selv, hvis det skulle koste os livet.

Det mod havde Kaing Guek Eav, kammerat Duch, ikke – han er nu dømt som ansvarlig for tortur & drab på mindst 16 000 mennesker i udryddelseslejren S-21 i Tuol Sleng-kvarteret i Cambodias hovedstad Phnom Penh under Pol Pot og De røde Khmeres styre fra 1975-79.

Pol Pot ville lave Cambodia om til et egalitært bondesamfund, hvor alle skulle være lige & hele tilværelsens mening var at dyrke ris - & derfor måtte al lærdom ”aflæres” – og de lærde måtte dø. Derfor kunne dét at bære briller dengang koste folk livet.

Duch var næstkommanderende i S-21, hvor de intellektuelle og alle, der blev beskyldt for at modarbejde bonderevolutionen, blev indespærret, tortureret og dræbt.

Efter en måned bad han om at blive forflyttet til andet arbejde. Hans anmodning blev afvist. I stedet blev han forfremmet til leder af S-21 såvel som hele Demokratisk Kampucheas sikkerhedstjeneste, Santebal. Han siger, han ikke havde noget valg.

Duch har sagt undskyld. Men han fralægger sig ansvaret. Han parerede blot ordre. Havde han nægtet, siger han, var han selv blevet dræbt – og måske også hans familie.

Dommen faldt i 2010 – over 30 år efter overgrebene, 30 år efter De røde Khmerers blev væltet fra magten ved invasionen fra Vietnam.

Der skulle gå normal">25 år, før Kina, USA, FN - & Cambodia selv – opgav modstanden mod et retsopgør med de øverste ansvarlige for De røde Khmerers regime – de havde alle for meget i klemme: 

  • FN fastholdt Pol Pots Røde Khmerer som de retmæssige repræsentanter for Cambodia helt frem til begyndelsen af 1990erne 15 år efter deres fald fra magten. 
  • USA prøvede at børste sagen af sig som skæl på skulderen – for de ulovlige og hemmelige amerikanske bombardementer af Cambodia, der var med til overhovedet at bane vejen for De røde Khmerer indtog i 1975, da de ligeledes amerikansk-støttede regimer i nabolandene Vietnam og Laos også faldt. De røde Khmerer blev hjulpet godt på vej af cambodianernes skræk for de amerikanske bombardementer i april 1975.
  • Kina modsatte sig et restopgør – for at have huset, trænet, støttet & bevæbnet De røde Khmerer som modstandsbevægelse langt op i 1990erne
  • Thailand for at have givet husly til nogle af vor tids værste folkemordere
  • Cambodjas ledere fordi flere af dem, der er ved magten den dag i dag, var befalingsmænd under Pol Pot og har drab, udrensninger & tortur af landsmænd på samvittigheden

Derfor gik der så lang tid, og derfor strandede domstolen som en tandløs småinternational hybrid i regi af Cambodjas eget korrumperede retsvæsen

Første dom ved den utilstrækkelige & sammensatte domstol, to dele FN, tre dele Cambodia, er dommen over Duch –

For snart to år siden blev han kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden, i tortur og i mord.

Straffen lød på 35 års fængsel, heraf havde han i forvejen siddet 11 år i varetægt – hvilket var alt for længe, selv Cambodja har love mod den slags – varetægtsfængsling dér er max seks måneder – men den slags formalia betyder ikke meget i vor tids Cambodia heller ...

De 11 års ulovlig varetægtsfængsling gav ham yderligere fem års rabat. Duch kan forlade fængslet som en fri mand i 2029 – 87 år – eller tidligere * hvis han får yderligere nedslag i straffen for god opførsel, svigtende helbred osv.

I alt ventes højst fem mennesker at blive anklaget ved Khmer Rouge Tribunalet, hvis officielle navn er De ekstraordinære Kamre ved Cambodias Domstole, (til Henrik: Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia, ECCC)

Pol Pot døde i 1998. Hans hærchef, den ét-benede general Ta Mok døde i 2006, så de to levede ikke længe nok til at deres sager kunne blive bragt for særdomstolen.

Først i fjor indledtes forundersøgelserne til at rejse de - formentlig sidste - fire sager: mod De røde Khmerers præsident, Khieu Samphan, som jeg – på hans egen foranledning – traf og interviewede i 2004, da han stadig var en fri mand, levede i grænseområdet ved Pailin - og holdt til & holdt hof på en handelsskole i Battambang.

Khieu Samphan fastholder den dag i dag, at han ikke anede, at det regime, han stod i spidsen for, systematisk udslettede sin egen befolkning – en fjerdedel af cambodianerne dengang – op imod to mio. mennesker bukkede under – nogle døde af overanstrengelse, underernæring & sult, andre blev tortureret og henrettet i de mange udryddelseslejre som S-21.

De øvrige anklagede er Broder nr. 1, Pol Pots chefideolog Nuon Chea, kaldet broder nr. to; det er Pol Pots svoger og udenrigsminister Ieng Sary og dennes hustru, Ieng Tirrith, der var socialminister.

De fire er mellem 80 og 87 år, svækkede & afviser alle anklager. Med henvisning til deres alder & helbred kræver de at blive løsladt. Khieu Samphan har hyret Jacques Vergès til forsvarer – JV har tidligere forsvaret blandt andre Sjakalen og Klaus Barbie, han tilbød også at forsvare Saddam Hussein, der dog aldrig nåede at blive stillet for en rigtig domstol.

*

Især vi i Vesten har udvist en vis koket forargelse over, at det skulle tage så lang tid at få stillet de ansvarlige for uhyrlighederne i Pol Pots Demokratisk Kampuchea for en domstol.

De hårdt prøvede cambodi normal">anere er for længst holdt op at forvente retfærdighed – Pol Pot ydede den ikke, marionetregeringen, der væltede ham fra magten & blev indsat af Vietnam i 1979, ydede den ikke, FN’s såkaldte demokrati efter fredsaftalen i 1991 ydede den ikke – retfærdighed er en luksus, de færreste cambodianere tør forestille sig.

Men de har noget, vi andre måske mangler – en stålsat tro på en slags kosmisk retfærdighed. Med deres dybe tro på theravada buddhismen ved de, at folkemorderne, torturbødlerne, de ansvarlige – og de almindelige fodfolk, der ”blot handlede efter ordre”  - at de bliver straffet i næste liv, og næste liv og næste liv igen ....  – én lang kæde af genfødelser som lidende & uværdige skabninger, orme, myrer og den slags – der skal mange smertefulde liv på jorden til, før de atter bliver mennesker, og endnu flere * før karmakontoen går i nul eller plus, og de bliver genfødt som gode mennesker.

Denne stærke tro på kosmisk retfærdighed hjælper mange af de, der overlevede uhyrlighederne – men mistede deres tilværelse, deres udkomme, deres familie eller hele slægt, evnen til at reproducere sig – og dermed også mistede muligheden for efterkommere ….

Der var kun syv overlevende i udryddelseslejren S-21, da vietnameserne befriede Phnom Penh i januar 1979. Duch var forduftet, og det lykkedes ham at sive ud i samfundet.

Han genoptog gerningen som matematiklærer; * i 1986 underviste han endda et års tid på den sprogskole i Beijing, jeg selv gik på fire-fem år forinden.

Derpå vendte Duch tilbage til Cambodia og levede ubemærket en halv snes år som skolelærer. I 1995 blev han og hans hustru overfaldet af røvere i deres hjem – hustruen blev dræbt – nogle vil sige, at den kosmiske retfærdighed begyndte at gøre regnebrættet op allerede dér.

Duch og hans børn flyttede til en anden provins, Rattannak Mondul, hvor han blev undervisningsdirektør.

I Rattanak Mondul begyndte han at gå i kristen missionskirke. Inden, Duch blev opsporet – af en irsk pressefotograf, i øvrigt, - konverterede han til kristendommen, han blev genfødt kristen.

For - til forskel fra buddhismen rummer kristendommen tilgivelse – det får man ikke i buddhismen; der kommer straffen, som sagt, i næste liv, og næste og næste og næste.

Vi synes alle, at Duchs gerninger er det værste, et menneske kan gøre. For en buddhist gælder desuden, at Duchs handlinger er de værste et menneske kan begå i forhold til sin egen karma – straffen er uundgåelig. Men kristendommen tilgiver.

Selvom efterhånden halvdelen af Cambodias befolkning er født efter De røde Khmerers fald, møder man overalt i Cambodia mennesker med erindring om dem, med erindring om Khmer Krahom ….

Oppe langs grænsen til Thailand lever mange af de røde Khmeres tidligere fodfolk, den ét-benede general Ta Moks soldater, der ikke havde noget valg  - de havde ikke en verden af valg – de kæmpede på slagmarken, de kæmpede i junglen … Krig – og borgerkrig - i Cambodia er et familieanliggende, hele familien er med i felten.

Jeg har snakket med fattigfolk i Anlong Veng og andre afsides og svært tilgængelige områder, som var bange for domstolen, bange for, at også de trods deres beskedne rolle skulle blive stillet til ansvar. De siger fortvivlet: Vi er civile nu. Det er så længe siden. Hvorfor rippe op i det nu …..?

I øvrigt døde Pol Pot – måske blev han forgiftet af sine egne – i Anlong Veng. Inden hans frænder kunne bringe ham til behandling i Thailand, udåndede han; hans lig blev kremeret i et svært tilgængeligt bjergområde, som jeg har besøgt.

Helt ubegribeligt – for mig – bevares og vedligeholdes selve bålpladsen, og der er et lille tempel til hans minde. Jeg har stukket hånden ind og – efter cambodiansk skik – rørt ved hans knogler. Stedet har besøg af pilgrimme – ikke mange pilgrimme, men folk begiver sig til stedet for at hylde Pol Pots minde.

Det er svært at forstå – at mennesker som Pol Pot i dag i vores fælles verden fortsat hyldes. Selvom vi – da gruens omfang omsider gik op for os - også dengang sagde ”aldrig mere” – som vi har gjort det før og atter sagde det efter massakrer og folkedrab i Rwanda og det tidligere Jugoslavien – aldrig mere!

Det hidtil bedste bud på opgør og forsoning efter uhyrligheder er formentlig Sandheds- & Forsoningskommissionen i Sydafrika. Den trådte i kraft umiddelbart efter apartheids ophævelse og konfronterede bødlerne med deres handlinger – og med deres ofre og deres efterladte. Det kan gøres bedre – ingen tvivl om det, men endnu er det ikke gjort bedre.

En af de ubehageligste sandheder, vi kender om os selv som mennesker, er, at de allerfleste af os, helt almindelige mennesker som os selv, kan blive torturbødler, hvis de helt forkerte betingelser er til stede.

Vi ved en masse om, hvad der går forud for folkedrab. Stigmatisering, eksklusion, læggen for had ….Hvad vi endnu – trods alle menneskehedens fortræffelige bedrifter & opfindelser – hvad vi endnu ikke har fundet ud af, er, hvordan vi forhindrer og helt forebygger folkedrab.

Hvordan forebygger vi overmagtens overgreb mod undermagten? Hvordan forhindrer vi, at mennesker bliver stillet over for de utålelige, umenneskelige valg? Hvordan forhindrer vi, at mennesker går løs på mennesker med så vældig en ildhu, som vi gang på gang har set det gennem historien?

Hvis verden skal blive et bedre sted, må den enes om institutioner, kontrolmekanismer og internationale vagthunde, der stiller sig i vejen for, at mennesker nogensinde igen bliver stillet over for valg af den karakter.

Og det kan vi kun ved at stå vagt om retfærdigheden, så INGEN nogensinde igen bliver stillet over for sådan et valg; INGEN tyrannisk hersker eller noget tyrannisk system nogensinde bliver i stand til at stille noget menneske over for DET valg! Så en verden af valg bliver en verden uden netop det valg.

Først da kan vi med god samvittighed overlade verden til kommende generationer

Tak for ordet - & tak for, at jeg fik lov at tale til dette fine arrangement.

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal