For lidt & for meget fordærver alt

AF Mette Holm, 1. november, 2012

I næste uge ved vi, hvem der skal lede verdens mægtigste lande, Kina og USA. Forløbene er vidt forskellige. I USA krydser kandidaterne, præsident Barack Obama og udfordreren, Mitt Romney, klinger i noget nær døgndrift; de besøger hver en flække, hvor de måske kan flytte lidt på stemmerne.

Rigmanden Donald Trump forlanger at se præsidentens dåbsattest, for er han nu født i USA, som han siger …..?

Hver en sten og hvert et ord bliver vendt og drejet. Hvem fører? Hvem vinder? Hvert udsving vejes.

Om kandidaterne i USA ved vi fx også, at familien Obamas hund er af den allergivenlige race labradoodle, fordi én af døtrene har hundeallergi. Vi ved, hunden hedder Bo, som også er Barack Obamas kælenavn. Vi ved, at familien Romney engang i 1980erne tog på bilferie i Canada, og at far Mitt anbragte hunden (dens navn undflyr mig) i en kasse på taget, hvor hunden led, fik diarre og tilsølede bilen. Den køretur får Mitt Romney aldrig lov at glemme; amerikanske hundevenner kæmper indædt for, at sådan en dyremishandler ikke bliver præsident.

Med andre ord er næppe mange afkroge af de amerikanske præsidentkandidaters sind, familie og fortid os ukendte.

I Kina er det lige omvendt. Her er ingen oplysninger om mulige kommende ledere; det være sig deres yndlingsretter, kæledyr eller politiske holdninger. Deres navne er blokeret på internettet i den følsomme tid op til magtskiftet ved Kinas enerådende Kommunistpartis 18. Kongres i næste uge. Overvågning i virkeligheden og i cyber space når nye højder.

Interessant nok tårner skandalerne sig op omkring ledere på alle niveauer, og det er umuligt helt at dæmme op for udbredelsen af dem på internettet. Men det skorter hverken på viljen til eller forsøgene på at gøre det.

I udlandet udgives veldokumenterede avisartikler om toplederes slægtninges skumle og enorme rigdom, erhvervet i gråzonen mellem magten og pengene. Så blokeres medierne, og udenlandske journalisters bevægelsesfrihed indskrænkes yderligere.

Naturligvis er alle lederne ikke korrupte; men folk tør ikke afvise eventuelle grådige slægtninges krav om særlige begunstigelser. Og der findes næppe den topleder i Kina, som ikke har forstået at få sine børn uddannet i udlandet.

Den slags må kineserne ikke vide. Så Kina skruer op for propagandaen, strammer maskerne i internetcensuren og blokerer de formastelige udenlandske nyhedssites.

Alle tegn i sol, måne og teblade peger på, at vicepræsident Xi Jinping overtager ledelsen af Kinas Kommunistparti efter Hu Jintao i næste uge – og at han også overtager præsidentposten til marts, når den ny regering bekendtgøres i parlamentet, Den nationale Folkekongres.

Men vi ved det ikke. Og det er ikke, som i USA, fordi det afgøres ved folkevalg og derfor først fremgår, når stemmerne er talt op. Når vi endnu ikke med sikkerhed ved, hvem der skal lede verdens folkerigeste land i de næste 10 år, er det fordi det ind til afsløringen er en statshemmelighed i Kina!

Vi ved ikke meget om Xi Jinping; han er søn af en fremtrædende kommunist og revolutionsveteran. Faren kritiserede beslutningen om at sætte Folkets egen Befrielseshær ind i mod befolkningen under den store folkelige opstand for demokrati i 1989. Det ved vi i Vesten, men de færreste kinesere ved det.

Når Politiken nærmest som et journalistisk scoop offentliggjorde et 12 år gammelt kinesisk interview med Xi fra hans tid som guvernør i Fujian-provinsen, ja, så er det fordi Kinas kommende præsident og partichef sjældent giver interviews.

Vi ved ikke, hvorfor Kinas magthavere er så bange for kineserne og har så lidt tillid til deres dømmekraft, at de forholder dem væsentlige oplysninger om landets ledelse.

Der er masser af politisk opposition og politisk slagsmål i Kina; det foregår bare internt i Kommunistpartiet og bag lukkede døre, fordi magthaverne ønsker at fremstå som en enig størrelse. Så når stilheden udadtil er størst, er det fordi uenighederne gnistrer i kampen om magten. Se dét er en strategi, der avler politikerlede og –mistro!

Og lige nu er der heftig fløjkamp om pladserne i Kinas mest magtfulde organ, partiets Centralkomités Politbureaus Stående Komité. Vi ved ikke engang, om den får ni medlemmer, som den afgående har det, eller syv, som der har været forlydender om. Kineserne ved ikke, om de skal regeres af syv eller ni mennesker de kommende 10 år, og hvem de er.

Amerikanerne kan vælge og vrage i oplysninger om præsidentkandidaterne. Kineserne holdes i mørke og er henvist til gætterier og læsning mellem linjerne. Som min Mor ville have sagt: for lidt og for meget fordærver alt!

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal